BESKÆMMENDE. Andet er der ikke at sige til beslutningen om at udelukke den kinesiske meditationsbevægelse Falun Gongs prisbelønnede danseforestilling fra Asian Comments-festivalen, som begyndte i København i går. Tilhængere af Falun Gong, der dyrker en blanding af åndedrætsøvelser, meditation og østlig filosofi, bliver som bekendt brutalt undertrykt i Kina, og når lederen af festivalen, Olaf Gerlach, i gårsdagens avis begrunder afvisningen med, at man ikke »vil have politiske budskaber blandet ind i festivalen«, klinger det meget, meget hult. For hvordan skelner Olaf Gerlach og den øvrige festivalledelse egentlig mellem kultur og politik? I nogle af Gerlachs meget vellykkede tidligere festivaler, såsom Images of the World og Images of Africa, har en vigtig pointe netop været at slå et slag for den kulturelle mangfoldighed, gøre opmærksom på afrikanernes lidelser eller problemerne ved globaliseringen. Hvorfor er det anderledes, når det gælder Falun Gong, en bevægelse med millioner af medlemmer uden nogen andre politiske mål end at kunne praktisere deres åndedrætsøvelser og meditation? Hvorfor må de ikke danse og gøre opmærksom på deres kunst og eksistens? UANSET HVOR meget arrangørerne benægter det, er der kun én forklaring på beslutningen, nemlig at man ikke har ønsket at ville støde Kina. Om der har været tale om et egentligt pres fra Kina eller selvcensur er for så vidt uden interesse, sagens kerne er, at man har tilladt hensynet til et undertrykkende diktatur at bestemme, hvem der kan optræde i København. Og det er intet mindre end en skandale. For ganske vist er Kina et stort og mægtigt land, men hvis alle vores principper om politisk frihed og ytringsfrihed skal have nogen mening, er det afgørende at holde fast i dem også over for store lande. Ellers kan det være lige meget.