Tack, Sverige

Lyt til artiklen

ENDELIG et valg, der handlede om politik. Endelig et valg, hvor de store etablerede politiske partier turde adskille sig klart fra hinanden. Og endelig en valgkamp, der var stort set blottet for den slags fremmedfjendske retorik og opdeling af samfundet i et 'vi' og et 'de', som vi for nylig har set det i Danmark, Holland og Frankrig. Jo, det var på mange måder befriende at følge søndagens svenske valg og optakten til det. Det mindede om, hvad politik var engang, og hvad det burde være: en holmgang på politiske synspunkter i en anstændig tone. Tak for det, Sverige. MEN VALGET byder også på store udfordringer for den regering, der tegner sig under fortsat ledelse af den sejrende socialdemokratiske leder, Göran Persson, som lod de borgerlige partier om at love skattelettelser og selv gik til valg på at sikre den nuværende svenske velfærdsmodel mest muligt. De to blokke må imidlertid nu finde sammen om løsninger på store politiske spørgsmål for at sikre, at svensk politik ikke 'går over på midten', ikke mindst op til den kommende afstemning om svensk deltagelse i euroen. Nok så vigtig er debatten om den immigration, som det politiske establishment hidtil har forsøgt at holde på afstand, fordi man har ment sig sikker på rummeligheden i det svenske folkehjem. Fremgangen for det fremmedfjendske Sverigedemokraterna på lokalplan er imidlertid tegn på, at der også i det svenske samfund er strømninger, man er nødt til at forholde sig aktivt til. Det samme er afsløringerne af fremtrædende svenske politikere, der er runde og imødekommende over for indvandring og indvandrere, når de taler for åben mikrofon, og det stik modsatte, når de taler privat. Mordet på den kurdiskfødte Fadime Sahindal tidligere i år sammen med de store og uløste problemer i nogle af de store forstadsghettoer har tilsvarende vist, at langtfra alt er fryd og gammen. AT SVENSKERNE ønsker nogle klare bud på disse emner, var netop årsag til den store fremgang, der blev midterpartiet Folkpartiet til del. Partiet satte emnet på dagsordenen, da det - i en god og anstændig tone - erklærede sig åbent over for indvandring, men samtidig foreslog bl.a. en sprogtest som betingelse for svensk statsborgerskab. Den nu fungerende statsminister, Göran Persson, forsøgte at kyse partiet ved i første omgang at kalde forslaget racistisk i stedet for at gå konstruktivt ind i debatten. Det var en fejl. Problemer forsvinder som bekendt ikke ved at blive tiet ihjel. De baner højst vej for den slags tilstande, vi kender alt for godt i Danmark, Holland og Frankrig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her