Huset brænder

Lyt til artiklen

DE GODE intentioner stod i kø, men viljen til for alvor at gøre noget ved de sociale og miljømæssige ubalancer, som truer både den rige og den fattige del af verden, var forstemmende lille på Verdenstopmødet i Johannesburg, som slutter i dag. Misforholdet mellem den svulstige og indignerede lyrik i den franske præsident Chiracs afsluttende tale og det velstående Frankrigs faktiske vilje til at bidrage til at lette ulandenes muligheder for at sælge landbrugsprodukter i Vesten er det måske mest sigende udtryk for det hykleri, verdens rigeste lande praktiserede på mødet. »Vores hus brænder, men vi ser væk, det er på tide, vi åbner øjnene«, sagde Chirac, der anbefalede intet mindre end »en økologisk revolution, en omvæltning i vores mønstre for produktion og forbrug« og endte med at foreslå oprettelsen af nyt verdensstyre med et socialt og økonomisk sikkerhedsråd i FN og en global miljøorganisation på linje med verdenshandelsorganisationen, WTO. Smukke ord, som stod i den mest skærende kontrast til den linje, Frankrig førte over for udviklingslandenes ønske om en afvikling af EU's landbrugsstøtte og andre handelsbarrierer. DET ENESTE, topmødet kunne blive enige om, var en målsætning om at ville halvere antallet af mennesker, der lever uden ordentlige toilet- og kloakforhold inden 2015. Hertil kommer hensigtserklæringer i forhold til rydning af regnskov, øgning af vedvarende energi og sygdomsbekæmpelse. Ingen af topmødets aftaler er juridisk bindende. Den danske statsministers tale, der blev holdt på vegne af EU, bidrog ikke til at skubbe udviklingen i en ny retning. Anders Fogh Rasmussen lagde sig i kølvandet på USA, der mener, at økonomisk vækst er det eneste, der skal til, hvis det uheldige samspil mellem fattigdom og miljøproblemer skal overvindes. I betragtning af, hvor stor en rolle globaliseringen af produktion, viden og kommunikation spiller i verden af i dag, var topmødet i Johannesburg en forstemmende påmindelse om, hvor langt vi er fra den global deal , som både politikere og græsrødder fra tid til anden anbefaler. For at have en smag i munden skal man have adgang til mad. Den rige del af verden med hyklere som Chirac i spidsen bør have en dårlig smag i munden efter topmøde-skuffelsen i Afrika.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her