Med trofast automatik har Finansministeriet fastholdt sin 10 procents nedskæring af ulandsbistanden og har derved også ramt RCT, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre. Besparelsen halverer de penge, centret har til rådighed til behandlingen af torturofre i udlandet. Der er ingen, der hævder, at besparelsen er udtryk for tankevirksomhed. Den begrundes ikke med, at torturen nu er ved at forsvinde fra verdenskortet. Den er renlivet bogholdermekanik. Men nu da udenrigsminister Per Stig Møller (K) alligevel er blevet opmærksom på sagen, udtaler han, at besparelsen alene vedrører »færdige projekter«. Og på den baggrund synes han, at det er helt naturligt at spare. Besparelsen er »helt naturlig samarbejdsrutine.« Han vil dog se på, om de nuværende projekter kan gennemføres. Regeringen lægger vægt på menneskerettigheder. Det, som spares, er netop Torturcentrets bevillinger til internationale projekter i f.eks. Gaza, Sri Lanka, Albanien og Kosova. Det ville være dejligt, hvis udenrigsministeren havde ret i, at torturen i de områder var færdigbehandlet og forsvundet, men sådan forholder det sig ikke. Der er god grund til at fortsætte arbejdet. Besparelsen er forhåbentlig kun en smutter af den slags, der sker, når en embedsmand sidder med en lommeregner. RCT's sundhedsfaglige direktør, Jo Aswall, har skrevet til Finansudvalget for at vejlede om konsekvenserne. Det er ikke svært at forestille sig dem. Lidt flere masseafstraffelser, voldtægter og dødsfald i forbindelse med politiforhør. Det er, hvad de vinder, og vi eventuelt sparer. Både V og K er enige om det betænkelige i forslaget. »Vi vil meget hurtigt se på henvendelsen fra RCT«, siger de konservatives finansordfører, Gitte Seeberg. Så vi håber også med Gitte Seeberg og Troels Lund Poulsen fra Venstre. Det kan blive småt for enhver.