SKÆRMEN ER ikke sort, men oplevelsen er efterhånden den samme, når man klokken 18.30 eller 21.00 vanemæssigt tænder for fjernsynet for at blive orienteret om verden af DR TV. Arbejdskonflikten, der har ført til, at Danmarks Radios journalister ikke arbejder, er nu gået ind i sin anden uge, og hvis man ikke var klar over, hvad det er, man som licensbetaler og borger må undvære, når nationens eneste rendyrkede public service-station ikke sender, står det lysende klart nu, selvom vi så langtfra lever i en monopoltid. Bevares, TV 2/Nyhederne gør, hvad de kan, men udgør kun en pauver erstatning for det miks af kontant nyhedsformidling og perspektiverende og baggrundsorienterende programmer, som DR normalt leverer. Visse af den trykte provinspresses redaktører gør sig for tiden lystige over, at ingen da bemærker, at DR ikke sender, som de plejer. Ja, at verden er blevet et bedre sted at leve, fordi vi for tiden får færre dårlige nyheder i hovedet. Den slags synspunkter kan være ganske underholdende i en sommervarm redaktørklumme, men strengt taget er verden vel aldrig blevet bedre af, at man er holdt op med at tale om den. MED AL respekt for en lovlig arbejdskamps forskellige faser, herunder behovet hos både ledelse og medarbejdere for at stå fast, vil vi på dette sted appellere til parterne om at være sig deres ansvar bevidst og tænke på, hvad der både er i seernes og i Danmarks Radios langsigtede interesse. Hver eneste dag er det et demokratisk problem, at seerne må nøjes med underholdning og genudsendelser, når de stiller ind på DR. Hvis konflikten bliver langvarig, kan det føre til, at nye seervaner bider sig fast, og da seertal i forvejen spiller en (alt for) stor rolle i vurderingen af, hvad der er godt, og hvad der er skidt på DR TV, frygter vi rent ud sagt, at DR med en lang konflikt lægger grunden til en periode, hvor der vil blive satset på den laveste fællesnævner for at hente det tabte tilbage. Amin Jensen i metermål som kompensation for public service-journalistik, der aldrig blev sendt. Vi græmmes.