Dissidenter

Lyt til artiklen

EN EGYPTISK menneskeretsforkæmper, Saad Eddin Ibrahim, er nået frem til vestlige avisoverskrifter, efter at han er blevet idømt syv års fængsel - reelt for at kræve frihed og demokrati i sit land. Sådan er det gået adskillige andre dissidenter i Egypten, selvom deres skæbne kun sjældent har opnået omverdenens interesse. Men Ibrahim, der også har et amerikansk statsborgerskab, kan nu blive årsag til en krise mellem Kairo og Washington. Bushregeringen kan næppe sidde overhørig, at én af dens bedste allierede i den arabiske verden - Egypten - undertrykker en uomtvisteligt ikkevoldelig forkæmper for frihed og demokrati, som oven i købet er i besiddelse af et amerikansk pas. IBRAHIM kunne tidligere have grund til at føle sig alene om sit åbenhjertige reformkrav. I dag står ikke bare Egypten, men de fleste arabiske lande over for dissidenter, der - ligesom det var tilfældet i Øst- og Centraleuropa i 1980'erne - er formidlere af folkelige krav om frihed, indflydelse og adgang til at organisere sig politisk. Ret beset var de demokratiske regeringer i Vesteuropa ikke særlig opmærksomme på de daværende dissidenter. I bedste fald blev de betragtet som hædersmænd, hyppigt som udmærkede særlinge uden folkelig opbakning. Men det viste sig unægteligt, at øst- og centraleuropæerne fulgte dissidenterne og ikke deres undertrykkere. HVIS VI IKKE skal blive skyld i samme ligegyldighed over for de nye dissidenter, nu i den arabiske verdens forvandlingstid, er det nødvendigt at tage Ibrahim - og ikke kun Ibrahim - alvorligt. EU har med sine samarbejdsaftaler med de arabiske lande en løbende politisk dialog, og Saad Eddin Ibrahims sag bør omgående rejses over for regeringen i Kairo. Ligesom USA truer med at gøre visse bevillinger til Egypten afhængige af, at Mubarakregeringen ikke spærrer kritikere som Ibrahim inde, bør EU også skabe en nødvendig modsætning mellem adgang til bistand og frihed til undertrykkelse. Samtidig bør EU og dets formandsland - og lige nu er det jo os i Danmark - insistere på, at arabiske demokratikrav får lydhørhed i dialogen med de øvrige samfund i Mellemøsten og Nordafrika.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her