ÅRET ER 1999. To ansatte fra SiD opdager ved et besøg på en byggeplads, at ledige i aktivering udfører almindeligt tagdækkerarbejde. Godt nok er der kun tale om en prøvetid, hvor de ledige skal snuse til arbejdet. Alligevel er SiD ikke i tvivl: Her er tale om overenskomstmæssigt arbejde. Derfor lægger fagforeningen sag an mod virksomheden ved Arbejdsretten. Og vinder. Med det resultat, at ledige for fremtiden skal have fuld løn fra dag 1, hvis de udfører overenskomstmæssigt arbejde. DOMMEN HAR fået de store smil frem i fagbevægelsen. Og ret beset: Er der ikke også grund til at lykønske fagbevægelsen med denne sejr, der kan gå hen at blive en milepæl i kampen mod underbetalt arbejde? Svaret er ja, hvis man ser fagbevægelsens eneste opgave som dén at sikre, at den privilegerede, fastansatte kernearbejder ikke udsættes for unødig konkurrence. Men svaret er et tordnende nej, hvis man mener, at fagbevægelsen også har pligt til at udvise - undskyld ordet - solidaritet med de svageste i vores samfund; dem, der ikke har en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Og det er jo lige præcis dem - de svageste - der er de store tabere ved den nye dom. Dels betyder dommen, at aktiveringsforløb for fremtiden vil være støvsuget for reelt indhold - og dermed ubrugelige. Men endnu værre: Mange arbejdsgivere vil for fremtiden være yderst tilbageholdende med at turde tage aktiverede ind på arbejdspladsen, for hvem vil have et muligt sagsanlæg hængende over hovedet? Dermed kan dommen i realiteten blive et stort problem for den danske aktiveringspolitik, der går ud på at sluse dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere ud på det danske arbejdsmarked. SUMMA SUMMARUM: Fagbevægelsens sejr ved Arbejdsretten er med til at cementere det største sociale skel i det danske samfund: skellet mellem dem, der har et arbejde, og dem, der ikke har. Dermed har fagbevægelsen endnu en gang vist sig som den samfundskraft, der startede med at være de svagestes talerør, men som op igennem 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne udviklede sig til et kamporgan for de ressourcestærke med de gode, faste lønninger. Og igen: Var der nogen, der sagde 'solidaritet'?