Ren luft

Lyt til artiklen

SYNES DE, at luften i de store byer er tung i disse dage, skyldes det måske ikke kun varmen. Selvfølgelig er vi ikke vant til tropiske temperaturer - men det er ikke kun klimaet, som forårsager træthed og anfald af astma og bronkitis. Læg Dem i sporet af en lastbil - og læg Dem derefter hjem på sofaen til genoptræning af åndedrættet. For selv om EU fra år 2006 stiller krav om lavere udslip af de sundhedsskadelige partikler fra dieselkøretøjer, tøver den danske regering med at kræve eftermontering af filtre på lastvogne og busser. Institut for Miljøvurdering regner på, om det kan betale sig at installere filtrene, og for en gangs skyld vil vi - inden for en måneds tid eller to, bevares! - høre fra miljødirektør Lomborg i sagen. Vi venter i dyb spænding. Miljøministeren hævder, at krav om eftermontering af filtrene vil komme til at koste de danske vognmænd tre milliarder kroner årligt. Hertil er at sige, at den teknologiske udvikling allerede er langt fremme og i løbet af få år vil kunne skabe billigere priser og et kæmpemarked for filtrene. EU-reglerne vil ganske vist kun omfatte nye køretøjer, men man kan ikke forestille sig, at staten og de lokale myndigheder ikke også vil skærpe kravene til den gamle bilpark. Teknikken har vi allerede - til busser, lastvogne, skraldevogne, plæneklippere og så videre - problemet er bare, at det koster penge at dæmpe udstødningen. EFTER VORES mening kan miljøministeren lige så godt med det samme pålægge vognmændene at montere filtrene. Det er i sig selv en skandale, at det lokale trafikvæsen kører med busser uden filtre. Foretager miljøministeren sig ingenting, vil der gå endnu 10-15 år med mange hundrede tusinde osende bilkøretøjer på de danske veje. Den trafik er ikke gratis. Det Økologiske Råd, SF og Kristeligt Folkeparti hævder, at der årligt dør tusinde mennesker af forgiftninger - antallet af astmapatienter er stigende i forvejen, og hvad enten det er fem hundrede eller fem tusinde mennesker, som mister livet, er det slet og ret for mange. Forsøg i Odense har vist, at ca. 95 procent af de skadelige partikler kan fjernes ved at eftermontere filtre på de tunge køretøjer. Resultatet er soleklart. Hvis vi skal forbedre folkesundheden - og det skal vi - er monteringen af filtre en nødvendighed. Den forrige regering var heller ikke meget for det. Den nuværende regering kan vente en vred folketingsdebat om sin helt uforståelige nølen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her