Alt mod terror

Lyt til artiklen

I EN KRIG med en usynlig fjende kan det være svært at vide, hvor og mod hvem man skal koncentrere indsatsen. Præsident Bushs svar på den forfærdelige terror, der ramte USA 11. september sidste år, fik i første omgang fokus via den tre måneder lange krig i Afghanistan, der ødelagde Osama bin Laden og al-Qaeda-netværkets hovedbase. Men krigen fortsætter, og hvis ikke det var så alvorlig en udfordring, USA og verden står over for, ville man fristes til at sammenfatte situationen lige nu med en filmtitel: Sheriffen skyder på det hele. SOM BESKREVET i dagens avis er der i USA oprettet et Citizens Corps, hvori alle patriotiske amerikanere kan bidrage med deres iagttagelser af mistænkelige fænomener og potentiel terroraktivitet. Det kan blive til både en ligegyldig version af hjemmeværnet og til omsiggribende angiveri, men bare tanken om det sidste antyder, at der også er elementer af proportionsløshed i den terrorfrygt, der har grebet det store land. Bush-administrationen har samtidig indledt en udvidelse af regeringens og efterretningstjenesternes muligheder for at forebygge og bekæmpe terrorisme, der er uden sidestykke i fredstid. Selv amerikanske statsborgere kan nu tilbageholdes på ubestemt tid, hvis regeringen klassificerer dem som 'fjendtlige soldater' - i en krig, der udkæmpes uden uniformer og mod et net af usynlige grupper af varierende substans. Krigen mod terror bruges også indenrigspolitisk til at sværte kritiske demokrater - og kommercielt; forleden greb regeringen ind i en retssag, som indonesiske bønder fører mod oliegiganten Exxon med en stærkt fortænkt terrorbegrundelse. DET AMERIKANSKE samfund og de amerikanske domstole affinder sig ikke passivt med denne udvikling, og takket være erhvervsskandalerne er præsident Bush ikke helt så uangribelig som for et par måneder siden. Alligevel må man sige, at det er på høje tid, at der bliver reageret både hjemme og ude på det alt for brede mandat som Bush-administrationen har tildelt sig selv i anledning af tragedien 11. september. Årsdagen for katastrofen er en anledning til at gøre et nyt forsøg på at finde balancen mellem nødvendig og målrettet terrorbekæmpelse, og det, der på en række punkter begynder at ligne et misbrug af det enorme chok, der dengang ramte os alle.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her