DER SKULLE gå smertelig lang tid, før Den Internationale Valutafond (IMF) besluttede sig for at støtte Sydamerikas største økonomi, Brasilien, selv om landet har stået på randen af et økonomisk sammenbrud, som tilmed kunne brede sig ud over resten af det i forvejen hårdt plagede Sydamerika. Da det amerikanskdominerede IMF så endelig kom med en hjælpepakke til 30 milliarder dollar eller ca. 230 milliarder kroner, var den imidlertid af så overbevisende en karakter, at det burde få den øjeblikkelige fare for et sammenbrud til at drive over. Beløbet viser, at fonden virkelig er besluttet på at komme den skrantende brasilianske valuta og økonomi til undsætning, og at den ikke blot vil nøjes med at stoppe huller. Det er vigtigt, viser alle erfaringer. STØTTEPAKKEN ER i det hele taget indlysende rigtig, selv om USA's finansminister, Paul O'Neill, flere gange - og indtil han altså pludselig vendte på en tallerken - har været med til at uddybe krisen ved at tale direkte imod krisehjælp til Brasilien. Det skyldtes bl.a. udsigten til oktober måneds præsidentvalg, der tegner til at blive vundet af en af venstrefløjens to kandidater, som tidligere - og med god grund - har udtrykt skepsis over for IMF's lånebetingelser og krav. Sådanne forbehold er imidlertid ikke nok til at nægte et enormt land som Brasilien hjælp. Det er tværtimod at spille hasard med menneskers velfærd og kunne - hvis man havde fastholdt denne linje - have været med til yderligere at underminere tiltroen til IMF selv. Nu da støtten er kommet, hviler der omvendt et stort ansvar på Brasiliens kommende ledere for at bruge den så fornuftigt, at pengene ikke ender i et stort sort hul, sådan som det tidligere er sket i bl.a. Rusland. Ellers risikerer de både at skade deres egen og andre sydamerikanske økonomier, ligesom det kan få stor negativ virkning for støtten til fremtidige kriseramte økonomier.