INTET ER umuligt for den, der ikke skal gøre det selv, har en klog mand sagt. Ordene bringes i erindring ved læsning af dagens Vilstrupundersøgelse. Her viser det sig, at forældre til de børn, som fra i morgen glade myldrer ind i klasselokalerne, ønsker en anden skole. En skole med mere disciplin. Paradoksalt er det, for samme forældre erkender, at de børn, de selv har haft stor indflydelse på fra fødsel til skolestart, er egoistiske og uopdragne. Og for at det ikke skal være løgn udøver de samme forældre sjældent den autoritære opdragelse i hjemmet - tværtimod ønsker de frimodige børn frem for artige børn. Men i skolen skal det altså være anderledes. En fristende konklusion er derfor, at forældre ønsker, at skolen skal rette op på det, som de ikke har kunnet klare selv. PÅ DEN ene side er undersøgelsen bekymrende - for der er jo lagt i kakkelovnen til nogle gevaldige skænderier mellem forældre, som kræver disciplin og autoritetstro, og lærere, som med afsæt i en progressiv folkeskolelov vil lære børnene medbestemmelse og selvstændighed. På den anden side er det opmuntrende, at forældrene i undersøgelsen udøver selvkritik og viser forståelse for lærernes vanskelighed ved at skaffe ro i klassen. Det er lærerne selv, som har sunget klagesangen om de urolige børn, der saboterer undervisningen. Den klagesang har nogle gange haft en noget skinger klang, hvor lærerne i for høj grad har skubbet ansvaret fra sig. Men undersøgelsen viser, at forældrene har hørt sangen og anerkender problemet. NÅR DET er sagt, må vi også slå fast, at udviklingen i skolen hverken kan eller skal skrues tilbage. Den sorte skole er heldigvis fortid, og at insistere på kæft, trit og retning vil være ude af trit med kravene til eleverne i et moderne samfund og samtidig pege i den forkerte retning. Forældrene kan ikke kræve af skolen, at den skal præstere en opdragelse, de ikke selv praktiserer. En fri opdragelse i hjemmet og en autoritær opdragelse i skolen vil være vanskelig for børnene at forholde sig til. Forældre må derfor bakke op om lærernes arbejde og huske, at kritik skal være konstruktiv, hvis den skal kunne bruges til noget. I et samarbejde med gensidig respekt mellem lærere og forældre skal det nok lykkes at få lært det nye hold skolebørn det, de skal - uden at de glade smil kvæles i kadaverdisciplin.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
