SKOLEFERIEN ER SLUT, og sommeren har vist, at en hel del andre ting også er slut: aktie- og it-bobler er bristet, mediegiganter gået konkurs, og stribevis af den såkaldt ny økonomis rollemodeller i de multinationale koncerners direktions- og bestyrelseslokaler har vist sig at være mere fulde af fup og varm luft, end godt er. Alligevel begynder Danmarks børn i dag i en skole, som presses hårdt for at tilpasse sig tider med så meget individualisme, it og markedstænkning på alle områder som muligt. Ganske vist er skolebygningerne håbløst forsømt, og vel er undervisningsmidler såsom bøger grotesk nedslidte eller helt fraværende, mens lærerne er fastlåst i overenskomster, der ikke levner muligheder for almindelige pædagogiske aktiviteter, årlige lejrskoler, eller ordentlig tid til den enkelte elev og dennes forældre. Men det høres alt sammen ikke, når den politiske musik spiller - og den spiller bare løs, som om alle bobler fremdeles svævede og viste deres prægtige bæredygtighed. It-boblen. Aktieboblen. Liberalismeboblen. Lad os få så meget som muligt af det alt sammen ind i den danske folkeskole, siger de 'fremsynede' politikere. UNDERVISNINGSMINISTER Ulla Tørnæs lancerede umiddelbart før sommerferien en af disse ideer, som for et par år siden, mens alle bobler endnu svævede, kunne gå for at være en idé, men i dag dårligt kan karakteriseres som andet end en plathed: »Hvert barn sin pc«. Ikke at der er noget som helst galt i, at børn har deres egen personlige computer. Men der er så meget andet, der er vigtigere. Først og fremmest at børnene går i en skole med overskud, med maling på væggene, med bøger på hylderne og i taskerne, med kvalificeret undervisning og med lærere, der har tid. Alt det, som mangler i stadig mere katastrofal grad - mens en visionsløs politiker som Ulla Tørnæs mener, at »hvert barn sin pc« er et kolossalt visionært udspil. Men det er ikke andet end en banalitet. Folkeskolen fortjener bedre.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
