FORÆLDRE MED raske børn henvender sig i dag så ofte til skolepsykologerne, at disse ikke har tilstrækkelig tid til at tage sig af børn med reelle problemer, lyder det nu fra Psykologisk Pædagogisk Rådgivning, der samler skolepsykologer over hele landet. I mange tilfælde er der tale om rene servicetjek, lyder det fra psykologerne. Den udvikling er uheldig, og det er let at klandre forældrene og afskrive dem som rene hystader, der pylrer for meget om deres børn. Det forhold eksisterer, som en forsker udtalte til Politiken i går, og når visse forældre i fuld alvor omtaler forældrerollen som et projekt, er grænserne for tidsåndens dyrkelse af det perfekte barn i den lige så perfekte familie nået. Men det er samtidig en kendsgerning, at selv et barneliv i dag er mere kompliceret end tidligere. Rytmen er mere hektisk, skift i dagligdagen er hyppigere, og kernefamilien er ikke, hvad den har været. Dertil kommer de krav, forældrene selv formulerer. De er ofte hentet ud af mere eller mindre seriøse fagbøgers bud på, hvordan de og deres børn skal fungere. MANGE FORÆLDRE er derfor desorienterede og usikre, og med de gode tilbud om psykologhjælp for børn med problemer bliver selv det mindste problem ofte gjort til en sag for eksperterne. Naturligvis er der grund til at gå til eksperter, når en familie bemærker faresignalerne hos et barn, og børn og familier i vanskeligheder skal altid have hjælp. Men det er måske umagen værd, som psykologerne understreger, at relativisere visse problemer og i første omgang stole på den forældrekompetence - der ofte også kan kaldes almindelig omtanke og sund fornuft - som det store flertal i rigt mål er i besiddelse af. Også i 2002 er det muligt at nå langt ved at tage sig tid til hinanden, tale med hinanden og løse problemer sammen - også selvom denne tid skal tages fra andre aktiviteter. Alternativet er nemlig, at vi i en tid, hvor frihed til den enkelte er et politisk og holdningsmæssigt mantra, gør os selv og vores børn til klienter. Vi risikerer at lægge ansvaret for vore egne børn og vore egne familier i hænderne på eksperter, og i jagten på det normale barn ud fra de kriterier, der er gældende i sommeren 2002, risikerer vi at sætte alt for snævre og snærende grænser for normaliteten.