DET VAR INTET mindre end den største betalingsstandsning i amerikansk virksomhedshistorie, da telegiganten WorldCom natten til i går standsede sine betalinger oven på afsløringen af regnskabsfusk for næsten 30 milliarder kroner. Dermed skrev giganten sig ind i en lang række af nyligt opdagede erhvervsskandaler, der omfatter mastodonter som energikæmpen Enron, Qwest, Adelphi og kopigiganten Xerox. Skandalerne bliver ikke mindre af, at et verdensomspændende revisor- og rådgivningsselskab som Arthur Andersen har spillet en central rolle i flere af dem. De kaster tilsammen en lang skygge hen over hele A/S Amerika og dermed også den økonomiske model, som USA eksporterer verden rundt. Tilliden genopbygges ikke ved buldrende tale om etik og forslag om at hæve straffen for lovovertrædere, sådan som USA's republikanske præsident Bush har lagt op til med sin vanlige tro på westerntidens velkendte medicin. Og den genvindes slet ikke af en præsident, der ikke alene selv er kommet under beskydning for tidligere tiders transaktioner, men som også så åbenlyst har svært ved at gøre op med medlemmer af sin egen inderkreds i form af eksempelvis vicepræsident Dick Cheney og viceforsvarsminister Thomas White. Begge har spillet en central rolle i virksomheder med en tvivlsom forretningsetik. SKANDALERNE viser nemlig nok så vigtigt, at man ikke kan overlade det til erhvervslivet at kontrollere sig selv. Og de viser, at der er behov for en dyb selvransagelse i et erhvervsliv, der i årevis har dyrket et fænomen som aktieoptioner som et lukrativt løsen til at drive væksten i vejret - i hvert fald på papiret. De amerikanske skandaler, som jo ikke er enestående i denne verden, har udstillet risikoen ved et aflønningssystem, der så åbenlyst kan friste selv højt gagerede erhvervsledere til at bedrive fusk og regnskabspynt af ubegribelige dimensioner. Genopretningen af aktiemarkedets tillid er af indlysende grunde central for vore dages virksomheder, der i vid udstrækning er afhængig af at hente kapital udefra, og som i de kommende år står over for en ofte overset udfordring i form af pensionsopsparerne fra de store krigsgenerationer: De er nu så tæt på deres pensionering, at de ikke tør løbe samme risici som tidligere - de har allerede tabt enorme beløb. Med så kort tid til deres otium vil de være meget lidt tilbøjelige til at stille risikovillig kapital til rådighed for et erhvervsliv, der så åbenlyst har så store problemer med etikken.