Hånden frem

Lyt til artiklen

BEDRE SENT END aldrig, fristes man til at sige. Den republikanske undergrundsbevægelse IRA udsendte for nogle dage siden en opsigtsvækkende pressemeddelelse, hvori organisationen undskyldte »konsekvenserne« af sine handlinger. Disse konsekvenser betyder oversat til almindelig sprogbrug: død, lemlæstelse og materiel ødelæggelse. Hundredvis af mennesker, civile nordirere og englændere, britiske soldater og nordirske politibetjente, er siden begyndelsen af 1970'erne blevet ofre for IRA's bomber og attentater. Den direkte anledning til IRA's erklæring om medfølelse og kondolence er 30-års dagen for et angreb, der kostede ni mennesker livet og sårede adskillige andre. 21. juli 1972, der siden fik navnet Bloody Friday, detonerede IRA 21 bomber med få minutters mellemrum i Belfast. SOM MAN KUNNE forvente har de protestantiske loyalister med unionistlederen David Trimble i spidsen modtaget IRA's meddelelse med stor skepsis. »Vi kan ikke bruge halvhjertede ord til noget, det er kun handlinger, der tæller«, lød det fra Trimble. Og rigtigt er det, at IRA ikke med ét slag er blevet til en hyggelig fredsbevægelse. For det første omfatter undskyldningen alene ikkekombattanter, dvs. civile, og for det andet kan markeringen virke som et forsøg på at vinde sympati på et tidspunkt, hvor undergrundskampen savner folkelig opbakning. Men uanset hvilke motiver IRA's ledelse måtte have med sin markering, ændrer det ikke ved, at bevægelsen faktisk synes at fortsætte i sporet på den fredsproces, den velvilligt hævder at støtte. I efteråret bebudede IRA, at afvæbningen var begyndt, og nu har man altså taget yderligere et skridt på forsoningens vej. Selv om IRA ikke ordret har givet afkald på at føre væbnet kamp, har bevægelsen alligevel skabt grundlag for en vis optimisme midt i de sekteriske stridigheder. Trods alt er det ikke hverdagskost, at blodige terrororganisationer slynger om sig med offentlige undskyldninger. Nogle få medfølende ord er, når alt kommer til alt, bedre end fortielser og propagandaløgne. Nu er det så protestanternes tur.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her