BUSH-ADMINISTRATIONENS velfortjente politiske vanskeligheder med aktiedyk og skandaler har næppe gjort den mindre interesseret i at fastholde momentum i 'krigen mod terrorismen'. Her er næste mål, uanset den manglende forbindelse til 11. september-terroren, Irak. Der er mange skeptikere, der skal overbevises, før en krig mod Irak kan indledes. Omvendt er det dog de færreste, der mener, at Saddam Husseins fald ville være et tab for menneskeheden eller for den irakiske befolkning. Et af de mange springende punkter er imidlertid, hvad irakerne, regionen og verden i givet fald får i stedet for diktatoren. Hvis USA også her nægter at tage ansvar for fortsættelsen - sådan som supermagten i nogen grad har gjort det efter sejren i Afghanistan - er der for alvor grund til at være bekymret. Heldigvis er det ikke kun gamle og nye venner blandt verdens topdiplomater, der har mulighed for at påvirke Bushfolkene. Der er nemlig ikke meget, der tyder på, at de gør det store indtryk. Til gengæld er der en part, som USA af praktiske - for slet ikke at tale om moralske - grunde er nødt til at tale med. Det er kurderne. DE IRAKISKE kurdere har i det nordlige Irak opnået det tætteste, de nogensinde har været, på politisk selvstændighed. Beskyttet af amerikanske og britiske fly, og finansieret af deres andel af de irakiske oliepenge, som FN forvalter, har de opbygget to minisamfund, der giver dem langt bedre vilkår, end Irak tilbyder. De er af meget gode grunde Saddams dødsfjender. De udgør uundværlige samarbejdspartnere for en amerikansk invasionshær. Men de har bestemt ikke tænkt sig at sætte deres nu tålelige vilkår på spil uden garantier. De insisterer kloge af skade på, at USA mener det og altså for alvor invaderer og besætter Irak. Og på, at der ligger troværdige planer for et nyt og demokratisk styre i Bagdad. Forhåbentlig kan kurderne overbevise USA om, at Iraks fremtid ikke bare er et militært, men også et politisk spørgsmål.