Dyrt rygestop

Lyt til artiklen

DØDEN SKAL SOM bekendt have en årsag. Hvis man dagligt nyder den velsmagende, men skadelige tobak, er der overvejende sandsynlighed for, at det bliver årsagen. Adskillige tusinde mennesker dør hvert år af såkaldte rygerelaterede sygdomme. Så for at leve lidt længere, og fordi det er dyrt at ryge, vil mange gerne holde op. Til det formål har medicinalindustrien sendt hjælpemidler på markedet, der er lige så dyre og momsbelagte som tobakken. Så nu bekymrer sommerivrige politikere sig over, at mange af de afhængige ikke har råd til at betale de ca. 1.000 kr. om måneden, den alternative nikotin koster. At det i øvrigt svarer til en pakke cigaretter om dagen, og derfor naturligt kalder på éns undren over, hvordan rygerne har råd til deres last, men angiveligt ikke til den knap så muntre afvænning, er et åbent spørgsmål, som de pågældende politikere ikke opholder sig synderligt ved. Men der er enighed om, at de usunde rygere er for udgiftskrævende med deres langvarige hospitalsbehandlinger. NATURLIGVIS ER DET en vigtig politisk opgave at medvirke til at forbedre folkesundheden, ikke mindst på et område som rygning, der i så udpræget grad har dokumenterede skadevirkninger. Men hvordan skal rygeafvænningen forbedres og gøres billigere? Sænkes momsen, scorer medicinalindustrien kassen. Gives der tilskud til mindrebemidlede rygere på afvænning, skal det administreres og kontrolleres. Vi må have et mere gennemtænkt udspil og ikke blot en pludselig reaktion afstedkommet af, at en storrygende socialdemokratisk politiker netop har erfaret, at det koster mange penge at kvitte smøgerne. Indtil videre er det derfor klogest at overlade misbruget og dets afvikling til den enkelte. Der må efterhånden være så mange negative oplevelser ved at være ryger, at man virkelig skal ville det. Den enkelte ryger kan have nok så gode grund til at ryge, men det ændrer ikke ved, at det er et personligt tilvalg. Lad rygerne selv få lov at bestemme, hvad de vil dø af. Så dyrt er det vel heller ikke.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her