SiD-SAGEN RULLER. Politiet er ved at undersøge, om formanden for landets ufaglærte arbejdere har handlet ulovligt, og om der eventuelt er andre i SiD-toppen, der er involveret. Vi ved ikke noget endnu, og derfor skal vi være varsomme med at fælde domme. Men det ligner unægteligt en skandale. Nøjagtigt som det var tilfældet med Strube-sagen for få måneder siden. Og som det har været tilfældet mange gange før, vi nævner i flæng sagerne om Arbejdernes Ligkistemagasiner, Solhavegård, Bolind, Lejerbo og Dansk Folkeferie. Sådanne sager kommer naturligvis aldrig på et belejligt tidspunkt, men for fagbevægelsen kommer de på et yderst ubelejligt tidspunkt. Fagbevægelsen har i de seneste årtier mistet både legitimitet hos medlemmerne og indflydelse på samfundsudviklingen. Det er der mange forklaringer på, men at én af dem er, at mange forbinder fagbevægelsen med beton, kammerateri og pamperi, er et faktum. DET ER også et faktum, at fagbevægelsen for længst burde have taget kritikken seriøst og gjort noget ved det. Desværre er det ikke sket. Og fraværet af handling har bestyrket den udbredte opfattelse, at skandalerne er udtryk for et mønster, en systemfejl i bevægelsen. Det er SiD-sagen et godt eksempel på. Uanset hvad der er op og ned i den konkrete sag, så er det et kæmpe problem, at SiD's ledelse ikke har set faresignalerne og har været blind over for den potentielle kritik af sammenblanding af interesser. Holdningen har været, at 'går den, så går den'. Men den går altså ikke. I hvert fald ikke mere. Hvis fagbevægelsen fortsat skal være en væsentlig aktør på den politiske scene, så skal der en gennemgribende selvransagelse og reformer til. Fagbevægelsen må gøre op med lukketheden, den må gøre op med de mange kasketter, og den må lære at tage kritikken udefra alvorligt. Vælger man derimod at opfatte kritikken som udtryk for borgerlig hetz og køre videre som altid, vil fagbevægelsens indflydelse være i frit fald. Og det har ingen interesse i.