Drop vetoet

Lyt til artiklen

I MANDAGS nedlagde USA i FN's Sikkerhedsråd veto over for en ellers ukontroversiel forlængelse af FN's politimission i Bosnien, med den begrundelse at man ikke ville acceptere, at den nye internationale straffedomstol kunne retsforfølge amerikanske soldater. Dermed har USA taget sin langvarige modstand over for den nye domstol til et helt nyt, meget bekymrende niveau med FN's fredsbevarende missioner som gidsel. At verdens supermagt på den måde bekæmper den domstol, som FN's generalsekretær for mindre end en måned siden kaldte en af de største menneskelige landvindinger for retssamfundet, er skæbnens ironi, ikke mindst i lyset af USA's egne stolte menneskerettighedstraditioner. Fra at være det land, der med Nürnberg- og Tokyoprocesserne efter Anden Verdenskrig tog de første skridt i retning af en ny international retsorden, er USA på grund af misforstået frygt blevet bannerfører i kampen mod den internationale straffedomstol, der ellers netop skulle fuldende processen. USA BEGRUNDER konsekvent modstanden mod den nye domstol med, at landet ikke vil risikere, at dets statsborgere bliver udsat for urimelig politisk begrundet forfølgelse. Et rimeligt krav, men til gengæld også noget, der ikke er grundlag for at frygte. Dels fordi alle erfaringer fra internationale domstole peger i retning af fornuftige, velkvalificerede dommere, der ikke fører korstog mod hverken USA eller dets soldater. Men særligt fordi domstolen kun kommer ind i billedet, hvis USA selv undlader at retsforfølge sine statsborgere for internationale forbrydelser. Og det burde der vel ikke være nogen fare for. Trods disse argumenter har USA's regering altså nu valgt at føre kampen mod domstolen op på et helt nyt niveau, hvor det reelt truer FN's fredsbevarende missioner. Politistyrken i Bosnien er ganske vist en beskeden opgave, som kan køre videre også uden USA's deltagelse, men hvis USA ikke får sin vilje denne gang, har Bush gjort det klart, at man vil føre kampen videre, når andre fredsbevarende missioner kommer op i Sikkerhedsrådet. Det er en meget farlig og forkert kurs, og man må inderligt håbe, at USA kommer til fornuft, før fristen for at forlænge Bosnienmandatet endeligt udløber natten mellem onsdag og torsdag. Ellers risikerer man, at den nye straffedomstol for alvor får noget at bestille.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her