Skævvridning

Lyt til artiklen

I LØBET AF de seneste uger har skattediskussionen mellem Venstre og de konservative afsløret, at der er uenighed mellem regeringspartierne om, hvordan en eventuel skattelettelse skal skrues sammen. De konservative vil fjerne mellemskatten, mens Venstre ikke har lagt sig fast, hverken på hvor der skal lettes eller hvornår. Skattedebatten vil fortsætte i løbet af sommeren og formentlig kulminere til efteråret. På det tidspunkt vil alle partier, også Socialdemokratiet, der har lurepasset i en evighed, være kommet med bud på, hvordan skatten skal skrues sammen, og partierne vil hver især hævde, at lige netop deres udspil vil gavne de fleste. De borgerlige partier vil formentlig ende med at ville lette topskatten, ud fra en argumentation om at denne lettelse ud over at være stort set selvfinansierende vil skabe mest dynamik i samfundet, mens Socialdemokratiet og venstrefløjen vil have blikket rettet mod de laveste indkomster. UANSET HVORDAN en skattereform skrues sammen, er det vigtigt, at indkomstuligheden ikke øges, og at de partier, der ønsker at mindske skattetrykket, gør rede for, hvordan de vil finansiere lettelsen. Vi har Fogh Rasmussens regering stærkt mistænkt for, at den uden at blinke vil spare yderligere nogle milliarder på ulandsbistanden og måske en håndfuld milliarder ved at sænke dagpengeniveauet og mindske aktiveringsindsatsen, men måske tager vi fejl. Det håber vi, men sagen er jo, at det ikke er muligt at ændre skattetrykket væsentligt uden at omprioritere dramatisk i velfærdssamfundets udgiftsstruktur. Den eneste anden mulighed er at finde nye indtægter, og den kræver, at man har mod og mandshjerte til at fjerne den udstrakte beskyttelse af arbejdsfri indkomster. Både skatten på boliger og skatten på pensioner er for lav. Ejendomsværdiskatten burde fordobles, hvis den skulle svare til, hvad vi ellers betaler i skat. Hvis indkomstskatten skal ned, og det skal den, er der kun én vej frem: at øge skatten på ejerboliger og indføre nye former for forbrugsskatter. Skat og bolig hænger uløseligt sammen. Ejerboligprisernes himmelflugt må standses, så det igen bliver muligt for ganske almindelige mennesker at købe sig det parcelhus, der var inden for rækkevidde for syv år siden, men som nu har fortonet sig, fordi huspriserne er mere end fordoblet i perioden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her