DET VILLE VÆRE for meget at sige, at fornuften ligefrem sejrede, da de 15 EU-landes ledere i weekenden diskuterede tiltag mod illegal indvandring i den spanske by Sevilla. Ganske vist sluttede topmødet uden den katastrofe, det ville have været, hvis det - ligesom bl.a. statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans britiske kollega, Tony Blair, havde talt for - var endt med at vedtage et forslag om økonomiske sanktioner mod tredjelande, der ikke samarbejder tilstrækkeligt om at bremse udvandringen fra deres lande. Men topmødet står mere som en bremse på de mest rabiate kræfter i EU- samarbejdet end som markering af en fremadrettet vision for problemerne i en verden, der fabrikerer flygtninge som følge af elendighed og ikke som følge af ren bekvemmelighed, sådan som den europæiske debat undertiden kan give indtryk af. MANGLEN PÅ visioner bliver forhåbentlig rettet op i Canada, når de såkaldte G8-lande i form af verdens syv førende industrinationer og Rusland har forholdet til Afrika på dagsordenen under den lovende overskrift The New Partnership for Africa's Development (Neped). Udgangspunktet er de tanker, som Sydafrikas præsident Thabo Mbeki har formuleret som en mulighed for en 'afrikansk renæssance', og som fokuserer på handel og reformer frem for blot udviklingsbistand. BAG DETTE er en erkendelse af, at de fattige lande selv har et ansvar for at komme fattigdommen til livs, men også at det kun kan lykkes, hvis de får en chance for at afsætte deres varer på et verdensmarked, der bl.a. forstyrres voldsomt af EU's og USA's massive landbrugsstøtte. Det havde klædt EU's ledere at forholde sig aktivt til dette indlysende faktum i stedet for blot at lade sig indhylle i en gold diskussion om, hvordan man bedst muligt kan holde fattige mennesker væk. I den forbindelse var de danske meldinger op til Sevilla-mødet ingen undtagelse, hvilket man kun kan beklage. Fra på mandag har regeringen et helt halvår som EU-formand til at ændre den kurs.