DET HAR været overraskelsernes VM i fodbold. Stormagter som Frankrig og Italien har - helt bogstaveligt - måttet bide i græsset, mens lande som Sydkorea og Senegal stadig er med i opløbet. Den tingenes tilstand begrædes i Paris og Rom, men at det er gået sådan, er ikke kun et udtryk for uheld, eller for at mindre lande også kan spille bold. Det er udtryk for, at verdensmesterskabet i fodbold langt om længe er ved at udvikle sig til et rigtigt verdensmesterskab frem for som tidligere et udvidet europamesterskab, hvor Sydamerika også fik lov at være med. For første gang nogensinde er alle de fem store verdensdele repræsenteret ved kvartfinalerne, og mens bookmakerne græmmer sig, mange europæiske fans er knust, og medievirksomheder gruer for seertallene, er der på længere sigt al mulig grund til glæde over udviklingen. DE FORSKELLIGE landes succes er nemlig tegn på, at mange nationer overalt i verden efterhånden er blevet rigtig gode til at spille fodbold, og at fodbold dermed langt om længe er ved at blive den store globale sport, hvor alverdens riger og lande - endda nu også USA - kan mødes og lege sammen på fredelig vis. I en verden, der ellers ofte virker, som om den er ved at gå op i limningen, er det en rigtig god nyhed og endda også et eksempel på globaliseringens gode sider. For var det ikke for det internationale marked for fodboldspillere og den professionalisme, det har ført med sig rundt om i verden, havde fodbold formentlig stadig været en primært europæisk sport.