Punktum

Lyt til artiklen

I TIDEN efter tragedien, der kostede ni unge koncertgængere livet, fralagde både Roskilde Festivals ledelse og dens nære samarbejdspartner, Roskilde Politi, sig ansvaret for de ulykkelige begivenheder. Offentligheden og ofrenes pårørende måtte nærmest forstå, at publikums opførsel var hovedårsagen til det fatale forløb. Først efter at Politiken minut for minut havde dokumenteret en lang kæde af svigt i sikkerhedsberedskabet omkring festivalens afvikling, fik piben en anden lyd. Først efter at offentligheden via pressen fik kendskab til det præcise hændelsesforløb, og et forældrepar havde klaget, blev den retlige undersøgelse, som nu foreligger fra Statsadvokaten, omsider sat i gang. Af den fremgår det, at Roskilde Festivals ledelse svigtede både i tilrettelægningen og gennemførelsen af festivalen - og under den klodsede redningsindsats, som langsomt kom i gang. Undersøgelsen slår blandt andet fast, at klare retningslinjer for, hvornår en koncert skal stoppes, og hvordan det skal ske, ikke eksisterede. Og at de retningslinjer, som eksisterede for kommunikationen til publikum, ikke blev efterlevet. Også myndighederne, d.v.s. Roskilde Politi, fejlede ifølge statsadvokat Erik Merlung. Han kritiserer politiet for både i 2000 og de foregående år ikke at have stillet præcise og skriftlige krav til sikkerheden og for ikke at have ført tilstrækkelig kontrol. FOR DE ni, som døde og deres venner og pårørende er tabet uopretteligt, det ændrer Statsadvokatens retlige undersøgelse ikke ved. Men for fremtidige koncertgængere har den stor betydning. Der eksisterer nu en officiel og retningsgivende vurdering af, hvad der skal forstås ved ordentlig sikkerhed og ordentligt redningsarbejde i forbindelse med publikumsbegivenheder som store rockkoncerter og -festivaler. Dertil kommer, at de ulykkelige, som blev udpeget som 'skyldige', blot fordi de var blandt publikum, nu har fået oprejsning. Fokus er endegyldigt rettet mod arrangørerne, ikke mod deltagerne. Det var forkert af festivalledelsen at fremstille ulykken som en slags hændeligt uheld, ingen havde ansvaret for. Det var forkert af kontrolmyndigheden, politiet, i første omgang at synge Roskilde Festivals sang - og tilbageholde oplysninger. Med Statsadvokatens undersøgelse er der endelig blevet sat punktum for en ulykkelig sag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her