UNIVERSITETERNE skal samle kræfterne, så enkelte fag kun udbydes ét sted i landet. Det foreslår videnskabsministeren i et udspil, som han i denne uge præsenterer for Folketingets partier. Ministerens idé skal være velkommen. I et lille land er det naturligvis afgørende, at de begrænsede både menneskelige og økonomiske ressourcer udnyttes bedst muligt. Små studiemiljøer med få ansatte risikerer at blive for indelukkede og kommer til at savne den ilt, som daglige diskussioner med fagfæller giver. Desuden medfører det for de studerende et for magert og fagligt snævert undervisningsudbud og en fare for, at de sandheder, der udtales i auditorierne, ikke modsiges af ligeværdige. Det kan derfor ikke undre, at ministeren har fået ideen fra samtaler med studerende. De oplever jo dagligt omkostningerne ved at indgå i for små studiemiljøer. At meldingen fra de studerendes organisation, DSF, er blank afvisning, bør ikke skræmme ministeren fra at gå videre med sagen. Organisationen er mildest talt ikke altid i overensstemmelse med de studerendes interesser. Og ærligt talt, hvem kan overhovedet huske, at DSF har bidraget til andet i uddannelsesdebatten end 'nej til alle forandringer' og 'send flere penge'? Naturligvis skal en sådan ordning ikke gennemføres som en sovjetisk femårsplan. Det vil kræve et tæt samarbejde med universiteterne. Der skal for det første tages hensyn til særlige fagmiljøers evne til at uddanne studerende med særlige profiler. For det andet kræver ændringen kendskab til forskningsmiljøers kvaliteter og levedygtighed - man kan f.eks. tage udgangspunkt i de utallige evalueringsrapporter om de videregående uddannelser, som fylder på hylderne. Og det er helt afgørende, at reformen ikke gennemføres med sparekniven gemt bag ryggen - det er ikke besparelser, forskningen har brug for, tværtimod. Men rigtigt anvendt kan ideen være med til at hæve kvaliteten i danske universiteters forskning og undervisning. Småt er godt, siges det, men ikke når det gælder studiemiljøer.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
