NÅR FINANSMINISTEREN kalder de økonomiske vismænds velovervejede synspunkter for »absurde«, er der grund til at spidse ører. Finansminister Thor Pedersen er ophidset over, at vismændene ikke kan se, hvad der for ham er indlysende: Danskerne betaler alt for meget i skat. Det er der nu sat en stopper for, og vejen fremad er et yderligere opgør med det høje skattetryk, mener regeringen. At finansministeren i forbifarten overser, at vismændene har nogle meget saglige indvendinger mod regeringens skattestop - herunder at det i praksis vil gøre det meget vanskeligt at sænke indkomstskatten - er én ting. Hans skarpe reaktion afspejler, at det er regeringens hovedlinje, der sættes spørgsmåltegn ved. AT ØNSKE sig et lavere skattetryk er ikke bare et naturligt mål for en VK-regering. Det er også populært. Det, regeringen til gengæld skylder et svar på, er, hvor pengene skal findes. Indtil nu adskiller regeringens svar sig ikke meget fra det, Kristen Poulsgaard fra det hedengangne Fremskridtsparti kom med, da han i 1970'erne skulle forklare, hvordan Mogens Glistrups afskaffelse af indkomstskatten skulle finansieres. »Vi lukker Den Kongelige Ballet og henter resten på ulandsbistanden«, plejede fodermesteren fra Nordjylland at sige. Bortset fra at den nuværende regering også har inddraget Rigsarkivet, Nationalmuseet og dele af Slotsholmen i spareplanen, så er tankegangen desværre den samme. Det er små områder, man sparer på, og meget store penge, der skal skaffes. DET SØRGELIGE ved de seneste måneders mange nedskæringer er ikke bare, at de ofte rammer skævt og perspektivløst på budgetter, der i forvejen er små. De batter heller ikke noget i forhold til regeringens store mål. Hvis vi skal tro på skattestoppet og overhøre vismændenes indvendinger, så skylder regeringen os stadig et langsigtet bud på, hvilke store poster i velfærdsstaten Danmark der kan spares på. Er det sundhed, uddannelse eller pensioner? Er det dagpengene eller bistandshjælpen? Hvis ikke man har planer her, så vil skattestoppet først skabe masser af ravage på små, følsomme områder - og så alligevel til sidst vise sig at hvile på illusioner. Men det er måske først meningen, at vi skal opdage det efter næste valg?