DU MÅ IKKE begå drab. Sådan lyder Biblens sjette bud, og det er en regel, som alle menneskelige samfund nødvendigvis må have for ikke at opløses i anarki og kaos. Spørgsmålet er naturligvis, hvad man skal gøre med de personer, der bryder dette grundlæggende forbud, og dermed i særdeleshed, om buddet også gælder for staten. Det har stort set alle vestlige lande lykkeligvis indset, at det gør, og derfor afskaffet dødsstraffen. Den store undtagelse er USA, der imod al anstændighed, rimelighed og retfærdighed hvert eneste år henretter dusinvis af mennesker. Det er en skandale hver eneste gang, men især når det gælder to grupper: retarderede og teenagere. Kort før han blev valgt som USA's præsident, nægtede Bill Clinton at benåde en mand, hvis fatteevne var så reduceret, at han efter sigende gemte noget af desserten til efter henrettelsen. Verden var forarget, protesterne strømmede ind, men Clinton blev valgt, og intet skete. I går gentog historien sig. Denne gang gik det ud over den 26-årige Napoleon Beazley, der blev henrettet i Texas for det drab, han begik i 1994. Dengang var han 17 år, for ung til at stemme, købe cigaretter eller spiritus, men efter amerikansk ret ikke for ung til at blive dødsdømt. MED ACCEPTEN af dødsstraf for forbrydelser begået af mindreårige er verdens eneste supermagt medlem af en lille eksklusiv klub bestående af Iran, Congo og USA. Selv Kina, der ikke ligefrem er kendt for at være blødsøden, når det gælder menneskerettigheder, afskaffede dødsstraffen for mindreårige. At USA stadig tillader det, er en tragedie af mange grunde. Først og fremmest for de knap 100 stakler, der allerede er blevet dødsdømt for forbrydelser begået, mens de var mindreårige, og som nu sidder og venter på henrettelsen. Men bestemt også for den øvrige verden, hvor USA's muligheder for at påtale andre landes overtrædelser af menneskerettigheder forringes af krænkelser som henrettelsen af Napoleon Beazley.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
