IFØLGE forskningsministeren var det i virkeligheden et held, da det for kort tid siden viste sig, at Danmarks Tekniske Universitet stod på fallittens rand. Skønt det kommer til at koste statskassen 160 millioner kroner, der skal betales til DTU over de næste fire år, er ministeren fortrøstningsfuld. For erfaringerne kan angiveligt bruges i regeringens arbejde for at gøre landets universiteter selvejende. Det er svært at tage ministerens overdrevne optimisme for pålydende, for den kan ikke skjule, at efterregningen fra Lyngby kom på det dårligst mulige tidspunkt og udgør et alvorligt problem for regeringens planer for universiteterne. Derfor var ministeren heller ikke længe om at tage den rigtige og nødvendige beslutning om at finde pengene til DTU. Den sag skulle tydeligvis lukkes hurtigst muligt. FORLØBET sætter imidlertid fokus på to ting, som skal undersøges grundigt, før regeringen kaster landets universiteter ud i det nye eksperiment. For det første penge. At gøre så store institutioner selvejende kan ikke gøres, uden at det koster ekstra. En selvejende institution må have penge i kassen for at komme i gang, ellers bliver selveje bare en måde for regeringen at decentralisere elendigheden på inden for uddannelsesområdet. Det kan ingen være tjent med. Erfaringerne fra DTU viser samtidig, at det ikke er ligegyldigt, hvordan skiftet gennemføres. Som de studerende på DTU flere gangehar gjort opmærksom på, kan selveje misbruges til sætte demokratiet ud af kraft. Således var det en tilfældighed, at de studerende fandt ud af, hvor store de økonomiske problemer var - det tyder ikke på vilje til åbenhed i DTUs ledelse. Rådet til forskningsministeren er at undersøge grundigt, hvordan selveje for universiteterne kan gennemføres. Endelig må regeringen overveje, om den er villig til at finde de nødvendige penge i overgangsfasen Bliver selveje gennemført som et nulsumsspil vil det gøre mere skade end gavn.