Grove løjer

Lyt til artiklen

KARAMELKASTNING, vandbomber og festlig udklædning. Sådan var sidste skoledag i de danske skoler engang for ikke så længe siden. Det var dengang. Nu hænger de ældste elever på mange skoler såkaldte dødslister op med navnene på de elever, der kan regne med at få en ordentlig omgang på sidste skoledag. Og det er bestemt ikke kun buksevand, der er tale om. Som man kunne læse i avisen i går, er der eksempler på, at elever helt ned til 1. klasse er blevet tisset på, banket med baseballbat og rullet i sand. Det er, som leder af rådgivningen hos Børns Vilkår Bente Boserup siger, ganske enkelt grotesk og noget, som der må rettes op på med det samme. At det overhovedet kan lade sig gøre at hænge dødslister op i skolerne, er en skandale, der siger deprimerende meget om, hvor skralt det står til med disciplinen på folkeskolerne, og det er formentlig særlig her, der skal gribes ind. MEN DØDSLISTERNE og mobningen i forbindelse med sidste skoledag er bestemt ikke kun lærernes og skoleledernes problem. Forældrene har en mindst lige så vigtig rolle. Især når det gælder at forklare deres børn, at det ikke er i orden at mishandle eller mobbe andre, bare fordi man selv tilfældigvis er færdig med skolen. Med lidt strengere lærere og mere opmærksomme forældre burde det kunne lykkes atter at gøre sidste skoledag til den festdag, det var engang, frem for den frygtens dag, den er blevet til for mange.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her