REGERINGEN har fremlagt en vækststrategi med det løfterige navn: 'Vækst med vilje'. Budskabet er, at danskerne skal lave mere: arbejde flere timer, være mere effektive og udskyde tidspunktet for pensionering. Alt sammen for at sikre den økonomiske vækst og velfærdssamfundet. Først er der grund til at opholde sig ved, at regeringen gør det til et hovedproblem, at vi arbejder færre timer end befolkningen i en række andre lande. Men det er baseret på et tal, som nærmest er misvisende, for det afspejler ikke, at vores erhvervsfrekvens er meget høj med mange kvinder på arbejdsmarkedet. Hvis tallet viser noget, er det, at arbejdstimerne i Danmark er fordelt på flere - hvilket giver et lavere gennemsnitligt antal arbejdstimer. Er det et problem? STRATEGIEN peger dog på et reelt problem, som følger i sporet fra den tidligere regerings arbejde: at når de store generationer går på pension, bliver der færre på arbejdsmarkedet. Regeringens optimistiske mål er trods dette at øge arbejdsstyrken, og den hævder, at der er brug for 132.000 personer mere på arbejdsmarkedet. Men her er anbefalingerne i strategien så upræcise, at de snarere viser opgavens vanskelighed end peger på løsninger. Det mest konkrete bud er, at regeringen vil arbejde for, at indkomstskatten kan sættes ned. Ikke i år. Heller ikke i 2003. Nej i medvind og ned ad bakke kan en borgerlig regering måske give skattelettelser i 2004. Ikke overvældende ambitiøst. Det selvmodsigende i strategien understreges af, at regeringen i sin korte tid ved rorpinden har taget flere initiativer, som modarbejder intensionen om at vække danskernes virkelyst: længere barselsorlov, deltidslov og tilskud til, at forældre kan passe børn hjemme. Endelig er det topmålt tåbeligt, at en regering, som selv peger på behovet for at øge arbejdsstyrken, fører en udlændingepolitik, som gør Danmark til det sidste land, udlændinge vil ønske at bosætte sig i og bidrage til det danske bruttonationalprodukt. Strategien er et selvmål.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
