FØRST I næste uge foreligger den redegørelse fra Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen, som vil afsløre, om Christian Hvidt, Danmarks nu forhenværende og megen egenrådige forsvarschef, har talt sandt om to forhold. Om udgifterne til sin afskedsparade og om den illoyale måde, han skulle være blevet behandlet på af sin politiske chef, forsvarsminister Svend Aage Jensby, i forbindelse med sidstnævntes kritik af hans flyvetur til USA, Canada og Island i forsvarets dyre jetfly. Politiken kunne allerede i søndags dokumentere, at forsvarschefens påstande er forkerte, men først i næste uge kommer det officielle svar altså. Christian Hvidt valgte at gå inden, og det opleves på den givne baggrund som klogt. Tilliden til ham er meget lille, og i næste uge kan den være helt væk, hvis det viser sig, at hans påstande har haft karakter af afledningsmanøvrer og det, der er værre. FORLØBET OP til Hvidts afgang har været et pinefuldt eksempel på manglende evne og vilje til at kommunikere i forsvarets øverste top. Magen til amatørisme i institutioner, hvor konfliktløsning burde være et speciale, skal man lede længe efter. Miseren er delvist et resultat af, at både Jensby og Hvidt har optrådt som sårede dyr, ikke som voksne mænd med vilje til dialog. Det falder særligt i øjnene, at Jensby modsat sine forgængere ikke har formået at tackle sin forsvarschef for lukkede døre. Men hertil kommer, at man særligt i Forsvarskommandoen ikke evner at håndtere pressen, endsige er vant til det fænomen, der hedder kritisk journalistik. Hvidt retter i sin sidste pressemeddelelse et voldsomt angreb mod Ekstra Bladet på grund af de kritiske artikler, avisen har skrevet om den afskedsceremoni, der var planlagt for ham i forbindelse med hans officielle afgang fra embedet. Uanset om Ekstra Bladet har ret eller uret i sine påstande, må man spørge, hvilke forventninger Hvidt og hans nærmeste rådgivere egentlig har til en avis som Ekstra Bladet - og til en kritisk presse i det hele taget. I stedet for at argumentere for at forargelsen var uberettiget, reagerede Hvidt og co. med panik - for til sidst at strække våben. »SOM GOD soldat har han sat hensynet til forsvaret før hensynet til sig selv«, udtaler de konservatives forsvarsordfører, Helge Adam Møller, i forbindelse med Hvidts afgang. Som det fremgår, mere end tvivler vi på den udlægning af sagen.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
