MAN MÅ lade kulturministeren, at han lægger op til håndgribelige ændringer i det danske medielandskab. Det er formentlig omsonst, men vi noterer dog lige i forbifarten, at der dermed endnu en gang ikke er lagt op til en aftale hen over midten af dansk politik. Hvor klogt det er på netop dette område, vil vise sig. Der er en række fornuftige elementer i Brian Mikkelsens svendestykke: Det er fornuftigt - om end ubehageligt for det gamle monopol - at tvinge Danmarks Radio til at lægge mindst tyve procent af produktionen ud i entreprise. Det kan styrke bredde og dybde i det hjemlige produktionsmiljø, der på længere sigt er afgørende for fornyelse og kvalitet. Det er fornuftigt at udstyre DR med en professionel bestyrelse. Endelig er det opmuntrende, at ministeren nu lægger op til et reelt brud på DR's monopol på radionyheder ved at efterlyse en anden landsdækkende radiokanal, der er forpligtet på en ordentlig nyhedsjournalistik (og jo, dagbladene havde i sidste runde et godt bud på hvordan).DEN STØRSTE beslutning er imidlertid også den mest problematiske: Regeringen vil sælge Danmarks største tv-kanal, TV 2. Det sker med en række forbehold, der alle sammen vil reducere salgsprisen. Men først og fremmest er det meget svært at se, hvad begrundelsen og perspektivet egentlig er: At producere tv i et lille land er dyrt. Risikoen for, at en kommercielt drevet station betyder mindre dansk tv, mindre nyhedsdækning, ja, kort sagt mindre public service, er iøjnefaldende. Samtidig fremgår det med al ønskelig tydelighed, at tanken ikke er at styrke DR. Tværtimod lægges der ligefrem op til en licensnedsættelse i fremtiden. At mere end halvere de danske public service-udbud, på et tidspunkt hvor man ikke just kan påstå, at kommercielt tv rundt omkring i Europa præsterer fornyelse og kvalitetsløft, er ikke visionært. At lave TV 2 om til et statsligt aktieselskab er i sig selv rationelt. At sælge selskabet fremstår derimod stadig som kulturpolitisk helt ubegrundet.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
