FØRST LUKKEDE AKTUELT, så faldt regeringen, og nu er det selveste indbegrebet af socialdemokratisk kulturpolitik, teaterformidleren Arte, der er trådt i betalingsstandsning. Hårde tider. Den aktuelle situation omkring Arte er alvorlig for de storkøbenhavnske teatre. Arte skylder dem 12,7 millioner kroner, som publikum for længst har indbetalt for abonnementsbilletter. Hvis pengene blot er forsvundet ned i selskabets almindelige underskud og dermed aldrig kommer ud til deres rette ejere, trækkes nogle teatre sandsynligvis med i faldet, mens andre får forringet deres økonomi i helt urimelig grad. Urimelig, fordi teatrene ikke har gjort sig skyldig i andet end et stort billetsalg, som Arte via sin aftale med Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab har formøblet. Der er megen forsømmelighed at efterforske i dette forløb, og der er politiske og personlige ansvar at placere. MEN BAG DEN sørgelige situation gemmer der sig en krise for den kulturpolitik, et selskab som Arte repræsenterer. I en individualistisk tid er det ikke nemt at sælge pakkeløsninger med adskillige forestillinger i abonnement på én gang. Det har Arte ganske vist i høj grad indstillet sig på gennem stor fleksibilitet i billetudbuddet, men samtidig har man ønsket at vokse sig stor og mægtig som direkte arrangør af events og teaterforestillinger. Man er begyndt at konkurrere med de teatre, man tidligere nøjedes med at servicere med abonnementer - hvilket sådan et halvt politisk og halvt privat foretagende slet ikke har styrke og professionalisme til. Politik og forretning er svært forenelige størrelser, og det bliver ikke nemmere af, at det er socialdemokratisk kulturpolitik, der her skal forenes med underholdningsbusiness. Alligevel: Arte er mere end en forretning. Arte er et symbol på almindelige menneskers gode forhold til kulturelle oplevelser. Hvis forretningen lukker, så bør det i det mindste ske ordentligt, dvs. uden at nogen snydes for deres penge. Det må der stadig være socialdemokratisk styrke til at sikre.