Ung frihed

Lyt til artiklen

AT MAN selv frit skal kunne vælge sin ægtefælle, har vi længe været enige om her i landet. Med de begrænsninger, der vil følge af regeringens stramninger på familiesammenføringsområdet, er det da heldigvis også virkeligheden for langt de fleste unge, hvis de ikke lige forelsker sig ungt og udenlandsk. Men der findes desværre indvandrermiljøer, hvor arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber er en realitet. Her fastholdes patriarkalske normer, som vi ellers har gjort op med for flere generationer siden. Det er derfor en god nyhed, når konsulenter i Københavns Kommune i dagens avis kan fortælle om, at stadig flere unge piger henvender sig, fordi de ikke vil finde sig i forældres formynderi og det, der er værre. Det er vigtigt, at de unge får støtte og om nødvendigt praktisk hjælp i det smertelige opgør med deres nærmeste familie, der kan ligge i en sådan beslutning. DET VOKSENDE oprør blandt piger og unge kvinder i disse alt i alt små miljøer afspejler muligvis en stigning i antallet af forsøg på tvangsægteskab. Det fænomen er endnu en uforudset og paradoksal effekt af de meget skrappe regler og aldersgrænser for familiesammenføring ved ægteskab, som regeringen og Dansk Folkeparti er enige om. Adskillige familier vil åbenbart nå at få gennemført et ægteskab med en af egen nationalitet, før det bliver umuligt at opnå familiesammenføring for alle under 24 år. Det, vi har tal på, er foreløbig et stigende antal henvendelser fra unge kvinder, der vil bestemme selv. Det er et tegn på, at de patriarkalske familiers forsøg på at holde deres børn fast i forældede normer på længere sigt er dømt til at mislykkes. Integrationen gør fremskridt, også på dette område, der trænger helt ind i den allermest private sfære. Samfundets opgave er her at gøre alt, hvad vi kan, for at disse oprør lykkes, at understøtte de unges frie valg og dermed begrænse de uundgåelige personlige omkostninger ved disse konflikter mest muligt. Her er en vigtig opgave for kommunerne, der da heldigvis også har fået stigende opmærksomhed i de senere år.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her