MIT HJEM er mit slot, siger englænderne. Haven derimod er et fristed med højt til loftet. Her kan man høre græsset gro, hyppe sine kartofter, være dus med himlens fugle og fløjte som en stær - eller også kan man bare lade vær'. Holdningerne til haven og især til havearbejdet er nemlig delte, fremgår det af dagens avis. For nogle er haven en passion, en glæde i hverdagens trummerum. For andre et meningsløst ekstraarbejde, når man endelig har fri. Hvad enten livet i haven er mageligt eller arbejdsomt, er haven som sådan dog oftest en lise for sjælen, en pause i en hektisk verden fyldt med problemer og ufordragelighed. I haven er krig noget, der føres mod ukrudtet, og våbnene er de bare næver og grønne fingre. En såre fredelig, men også ganske formålsløs krig, eftersom mælkebøtterne og skvalderkålen jo kommer tilbage igen år efter år. ALLIGEVEL VIL de fleste, med digteren Halfdan Rasmussens ord, hellere slå deres plæne end slå løs på pæne folk. I haven kan vi tilmed være os selv og os selv nok. Vi kan glemme globaliseringen og al dens væsen og i stedet koncentrere os om haven. Den er nemlig til at overskue, om end arbejdet med den ikke altid er det. Det er således gode tider for planteskoler og havecentre. Der købes ind og bæres væk. Der vises frem. Haven kan være et statussymbol. Men den kan også være såvel tankeløshedens som eftertænksomhedens sted. I haven kan vi bilde os ind, at vi er i pagt med naturen. Vi pusler om planter og blomster, som var det afkom af eget kød og blod. Skønt naturen jo går sin gang også uden havefolkets indsats. Selv denne avis startede jo som et træ derude i naturen, det billige skidt, inden træet blev forfremmet til fint avispapir og ligefrem fik navnet: Politiken