BOSNIEN ER gledet ud på et sidespor i mange menneskers bevidsthed. Så mange nye konflikter flimrer forbi. Men landets problemer, etniske, sociale og økonomiske, er fortsat enorme og kræver international bistand i mange år fremover. I de kommende måneder vil den krigshærgede lille republik på Balkan igen komme i fokus på en måde, som vi også i Danmark er nødt til at forholde os til. Til oktober skal der holdes parlamentsvalg. Det bliver et opgør mellem de nationalistiske partier, der modarbejder en integration af det splittede land, og en buket af midtsøgende partier og grupperinger, der søger at bygge bro og skabe fælles institutioner, der kan forene landet. Det er en proces, der er løbet ind i mange forhindringer, siden fredsaftalen i Dayton i efteråret 1995 blev indgået. Desværre må man indrømme, at mange af forhindringerne er opstået, fordi det internationale samfund, FN, NATO, EU og G8- landene, ikke har været enige om en fælles strategi. De gamle krigsherrer og korrupte politikere har fået lov til at sidde på en alt for stor del af magten. Mangelen på vilje til at arrestere krigsforbrydere som Radovan Karadzic og Ratko Mladic har blokeret for en forsoning og afsløret vestligt vægelsind. OM BLOT to måneder overtager Danmark formandsposten i EU. Det betyder blandt meget andet, at den danske ambassadør i Sarajevo sætter sig for bordenden, når EU's repræsentanter på stedet mødes for at koordinere arbejdet med at få gang i reformer og støtte de demokratiske kræfter. Det er et job, der er vigtigt, og som bør støttes hjemmefra. Det burde også være en anledning til at vifte - bare lidt - med Dannebrog. Vi er populære i Bosnien, og tusinder af danske, der har arbejdet dernede, som soldater eller frivillige, følger udviklingen i landet tæt. Der er mange gode grunde til ikke at glemme Bosnien.