I KØLVANDET på terrorangrebene 11. september har EU arbejdet på at fremstå som en enhed i bekæmpelsen af den internationale terrorisme. Godt nok. Der er al mulig grund til at tage terrorismen alvorligt, enten den er motiveret af religiøse, ideologiske eller nationalistiske årsager. Det er derfor et vigtigt skridt på vejen mod elimineringen af dette onde, at de 15 EU-lande har offentliggjort en liste over de grupper og enkeltpersoner, der regnes for at udgøre de største trusler. Men trusler mod hvem og hvad må man spørge, når man lader øjet løbe ned over listen. Er det europæiske interesser? Vesten? Europa? Det er ikke umiddelbart til at sige. Særligt ikke, når man ser, at listen tæller grupper fra lande som Colombia, Peru, Indien og Japan. Grupper, som vel at mærke hverken kan sættes i forbindelse med terrorattentater rettet mod mål i Europa eller i systematisk omfang mod europæere. UDEN I ØVRIGT at nære sympatier for nogen af disse grupper, uanset hvor meget de end hævder at udføre 'legitim modstandskamp', er der grund til at undre sig over listens sammensætning. Ganske vist hedder det, at EU's liste er et supplement til FN's mere omfattende liste over alverdens terrorgrupper, men det er ikke desto mindre svært at forstå, at FN's liste kan rumme navne på grupper, der også står på EU's liste, mens det modsatte ikke er tilfældet. Hvorfor, må man spørge, er Osama bin Ladens al-Qaeda-netværk ikke at finde på EU's liste? Jo, lyder svaret, fordi FN allerede har nævnt gruppen. Men at flere af attentatmændene fra 11. september havde opholdt sig i Europa, samt at politiet i Frankrig, Tyskland, Italien og Storbritannien siden efteråret har foretaget en række anholdelser af formodede medlemmer af al- Qaeda tæller måske ikke i en EU-sammenhæng? Svaret burde være enkelt: En officiel liste over terrortrusler mod hvilken som helst af EU's enkeltstater eller mod EU som fællesskab bør naturligvis være komplet og opdateret uden overdreven korrekte hensyn til, hvad der ellers måtte stå på lister i FN eller Pentagon.