INGEN BØR være i tvivl om, at frihandel i princippet er et gode, som kan være med til at maksimere den globale velfærd. Men der er al mulig grund til at betvivle, at international handel er en garanti for, at centrale økonomiske problemer dermed også bliver løst. Det er en ny UNCTAD-rapport, som er omtalt på dagens erhvervssider, en påmindelse om. Mens vestlige forbrugere kan glæde sig over billige tv-apparater og meget andet, så viser FN-rapporten, at ulandene i en stribe tilfælde fastholdes i rollen som leverandører af billig arbejdskraft, ligesom de har oplevet en faldende andel af den samlede værditilvækst. Resultatet er en fastholdelse af den i forvejen stærkt forvredne fordeling af den internationale velfærd, hvilket igen bidrager til social uro og global ustabilitet. Alene af den grund er det i de industrialiserede landes egen interesse at vende skuden. Det kræver en indsats på flere områder. FOR DET første må udviklingslandene sikres adgang til den teknologi og viden, som er afgørende for at kunne klare sig i den hårde konkurrence på det globale marked. For det andet må de selv være med til at undgå at udkonkurrere hinanden på billig arbejdskraft. Og for det tredje skal ulandene sikres bedre muligheder for at sælge forarbejdede varer til vestlige markeder, hvorfra de i dag holdes på sikker afstand med toldbarrierer og andre former for handelsbegrænsninger. Alt det er sagt før, men det gør det ikke mindre vigtigt. Tværtimod er den seneste FN-rapport en påmindelse om, at disse emner tillægges høj prioritet. Netop den erkendelse fik den tidligere danske regering til at tale om behovet for, at efterårets verdenstopmøde om bæredygtig udvikling i Johannesburg skal munde ud i en Global Aftale, som ud over at fokusere på miljømæssige problemstillinger, også skal rumme bud på en løsning af problemer som fattigdom og andre globale skævheder. Den strategi er fortsat rigtig.