DET ER EN farlig kurs, når etablerede politiske partier og ledere forsøger at tie det yderste højre ihjel. De bør i stedet møde højrepartierne i en åben debat og dermed vise deres respekt for det demokrati, de siger, de vil forsvare. Nogenlunde sådan lød opfordringen fra en tidligere talsmand for det svenske Miljøparti, da han i forgårs tog emnet op i avisen Dagens Nyheter. Opfordringen er ikke alene rettet mod den franske præsident Chirac, der blandt andet har afvist at møde sin højreekstreme udfordrer, Jean-Marie le Pen, i en tv-duel. Den er også rettet mod Sveriges etablerede partier, der i flere tilfælde har forsøgt at tie det yderste højre til evig glemsel, og som nu står over for en ny udfordring i form af det højreradikale parti Sverige-Demokraterne. Dette parti vejrer i høj grad morgenluft efter valgene i Italien, Østrig, Danmark og Frankrig. AT FORSØGET PÅ at kvæle det yderste højre med tavshed er en farlig strategi, er et land som Holland et eksempel på. Her forsøgte partier og presse for nogle år siden at negligere det højreekstreme parti Centrum Demokraten, hvilket så ud til at lykkes i første omgang, men som siden har vist sig at være et drømmesyn. Hollands yderste højre er nemlig kommet stærkt tilbage under den radikale Pim Fortuyn, som efter en række gode lokalvalg nu også ventes at gentage franske le Pens succes på landsbasis og opnå en massiv fremgang ved det hollandske parlamentsvalg om et par uger. Ud over den fremmedfjendske retorik, økonomisk overbudspolitik og naive angreb på 'globaliseringen' næres disse mørkekræfter i høj grad af myter om en elite, der nægter at høre på 'folket'. Og myterne får kun ekstra spillerum af etablerede partier, der nægter at imødegå dem offensivt. Det er en farlig kurs. For som den svenske debattør formulerede det i Dagens Nyheter: »Racisters og nazisters ypperste næring findes i mørke afkroge. Demokratiets ypperste næring findes i den åbne debat«.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
