DET ER MEGET svært at argumentere med det officielle Israel i disse dage. Landet har låst sig fast i en militær logik, som til det yderste skader både israelere og palæstinensere. I sådan en situation spørger mange sig selv, hvilke 'argumenter' man kan trænge igennem med, og forskellige former for boykot er blevet foreslået. Nogle tænker på handelssanktioner, andre foreslår forbrugerboykot. To ting skal man umiddelbart gøre sig klart. For det første, at mennesker, som føler sig truet på selve overlevelsen, naturligvis ikke lader sig påvirke af, om de kan afsætte deres appelsiner; og mange israelere mener sig for øjeblikket truet på livet. For det andet, at det er USA, der har mulighed for den egentlige pression, som reduktioner i leverancer af militærudstyr og dollarhjælp ville være. Europæiske sanktioner er en form for symbolsprog i forhold både til Israel og USA. Men symboler har også deres værdi. GENERELLE handelssanktioner over for Israel ville imidlertid både være meningsløse og forfejlede, eftersom det ikke kan være dansk politik at gøre Israel til en paria i internationale samfund. Mere effektivt og mere målrettet er det symbolsprog, som består i forbrugerboykot af bestemte varer, som kommer fra bosættelserne på den besatte Vestbred. Det er disse bo- eller rettere besættelser, som er konfliktens kerne, og som der hele tiden bør sættes fokus på trods alle Ariel Sharons vanvittige undvigemanøvrer. Bosættelserne skal væk. Og auberginer, avokadoer, figner, peberfrugter, bananer og alle mulige andre grøntsager, der dyrkes af besættende israelere på palæstinensisk jord, overrislet af stjålet vand, bør naturligvis højst spises af bosætterne selv. Forbrugerboykot er et enkelt og klart symbolsprog. Det kan bruges.