Kogte hveder

Lyt til artiklen

SPISTE DE NYBAGTE eller ristede hveder i går? Hvis De gjorde, er De ifølge en ny svensk undersøgelse i farezonen for at have indtaget for store mængder af stoffet akrylamid. Et stof de fleste af os formentlig aldrig tidligere har hørt om, men som ifølge den svenske undersøgelse forekommer i faretruende store mængder i en række fødevarer, herunder kartoffelchips og brød. Og selv denne verdens asketer går ifølge svenskerne ikke ram forbi, selv tørt knækbrød indeholder ifølge undersøgelsen mere end 100 gange mere akrylamid, end WHO anbefaler. Grumme nyheder, men er tiden virkelig kommet til at stille kartoffelchips, knækbrød og cornflakes på hylden og udelukkende hellige sig den kogte ris' glæder? DET ER SVÆRT at vide. Ikke mindst fordi der slet ikke findes grænseværdier for akrylamid. Ganske vist er stoffet giftigt, men det vides ikke, hvor meget man skal indtage, før der er en øget risiko for kræft, og de WHO-værdier, der er blevet henvist til, gælder for vand, ikke faste fødevarer. I det noget usikre lys kan man derfor glæde sig over, at de danske sundhedsmyndigheder - måske belært af sidste sommers farceagtige solcremepanik - har valgt at tage den med ro og hverken fjernet chips eller knækbrød fra hylderne eller faret ud med nye advarsler. Det grundlæggende problem forbliver imidlertid, at vi helt generelt mangler tal og grænseværdier for, hvor farlige de forskellige stoffer, som forskerne med jævne mellemrum advarer os om, reelt er. Uden præcise tal på en velkendt skala er det nærmest umuligt for både borgere og medier, at forholde sig fornuftigt til undersøgelser som den svenske om akrylamid. I en tid, hvor informationerne vælter ned over os, bør etableringen af faste og forståelige risikoberegninger derfor være en central opgave for myndighederne. Og så bør både forskere og myndigheder også mere generelt overveje deres kommunikationsstrategi og reservere advarslerne til de tilfælde, hvor der virkelig er fare på færde. NÅR DET GÆLDER akrylamid, er det eneste sikre indtil videre, at stegning og bagning er værre end kogning. Valget står derfor mellem kogte hveder eller at lade undersøgelse være undersøgelse og med sindsro spise brød - eller hveder - til advarslerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her