VEJEN TIL FRIHED har været lang og sej for det lille Østtimor. Først godt 400 år som portugisisk koloni, derefter et kvart århundrede under Indonesiens jernnæve og derpå 31 måneder under FN's administration. Men nu ser det ud til at lykkes. I weekenden valgtes den 55-årige modstandshelt José Alexandre Xanana Gusmao til posten som landets første præsident og statsoverhoved, når Østtimor 20. maj bliver formelt selvstændigt. Og i en tid, hvor der er meget langt mellem de gode nyheder fra det store udland, er Østtimors forvandling fra koloni til selvstændig nation værd at fejre. Efter Indonesiens invasion i 1975 omkom over 200.000 mennesker - næsten en fjerdedel af den nuværende befolkning på omkring 750.000 - og de fleste eksperter afskrev muligheden for, at landet nogensinde ville blive selvstændigt. Østtimor var, sagde man, for lille og for ligegyldigt til, at nogen ville hjælpe det. Og i øvrigt var Indonesien en vigtig brik i den kolde krig. I LANG TID så det da også ualmindeligt sort ud. Australien lavede aftaler med Indonesien, der mindede meget om en de facto-anerkendelse af den ulovlige besættelse, USA og det øvrige Vesten rørte ikke en finger, og landets tragedie var nærmest glemt af omverdenen. Men efter præsident Suhartos fald i 1998 kom der skred i tingene. Året efter, i august 1999, stemte et stort flertal af Østtimors befolkning for uafhængighed. Det affødte et voldsorgie fra pro-indonesiske militser, som først blev standset, da FN sendte fredsbevarende tropper ind. Der er stadig lang vej igen, før Østtimor er et velfungerende land. Meget af infrastrukturen blev ødelagt under urolighederne i 1999, landet er ludfattigt, og hele det politiske system er under opbygning. Men med gennemførelsen af et frit valg under internationalt opsyn og en kommende internationalt anerkendt selvstændighed er Østtimor kommet længere, end de fleste turde drømme om.