TØRRELOFTER og pulterrum forvandlet til lejligheder. Sådan lyder det seneste forslag fra økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) i hans bestræbelser på at løse boligmanglen. Forslaget, som ventes at skabe 4.000 nye boliger, er godt, og vrisne kommentarer om, at de nye penthouselejligheder kun er for de velbjærgede, er malplacerede. Selvfølgelig bliver lejlighederne dyre. Men når folk flytter ind i de nye tagboliger, vil de normalt flytte ud af en anden bolig og dermed skabe lidt bedre plads på det overrendte boligmarked. I en situation, hvor der mangler over 50.000 boliger, tager vi med kyshånd imod ethvert forslag, der øger udbuddet af boliger. Lige så godt Bendtsens forslag er, lige så utilstrækkeligt er det dog. Ambitionsniveauet og kreativiteten skal op i et højere gear, hvis der for alvor skal rettes op på årtiers fejlslagen boligpolitik. OG HVOR HÅBLØS situationen end ser ud, er mulighederne rigelige - også inden for rammerne af det groteske skattestop, der forhindrer en retfærdig beskatning af ejerboliger og dermed muligheden for at bruge pengene fornuftigt andre steder. Første chance kommer, når Bendt Bendtsen i løbet af de næste uger skal forhandle med pensionsselskaberne. Her bør regeringen give selskaberne målrettede og mærkbare skattelettelser på netop den type byggeri, der er allermest behov for lige nu: boliger i prislejet omkring en million kroner, hvor almindelige mennesker kan være med. Derudover bør regeringen i ekspresfart komme til bunds i overvejelserne om at give lejere i det almene byggeri adgang til at købe deres bolig på andels- eller ejerbasis. Så længe ingen ved, hvor den ellers gode idé ender, hæmmes både lejernes lyst til at flytte og selskabernes appetit på at bygge nyt. Regeringen skal have ros for sin initiativlyst i boligpolitikken. Men der er behov for meget mere af slagsen.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
