DER ER I DAG gået præcis et år, siden 39 medicinalfirmaer gav Sydafrika grønt lys til at sikre sig billig kopimedicin. Aids-aktivister og det internationale samfund håbede dengang, at regeringen ville udnytte aftalen til at bekæmpe verdens mest omfattende aids-epidemi eller i det mindste sikre, at nyfødte børn og voldtægtsofre blev beskyttet bedst muligt. Det tog det samme år, før regeringen endelig gjorde op med sin forrykte fremstilling af hiv/aids-problematikken som 'den hvide mand's forsøg på at tjene penge på sygdommen. Dette vanvid har haft en høj pris, først og fremmest i form af tabte menneskeliv, hvilket dagens udlandssider vidner om. Status i dag er, at omkring fem millioner sydafrikanere er smittet med hiv, og ifølge en ny rapport skønnes 30 procent af arbejdsstyrken at være hiv-smittet i år 2005. Som følge af aids vil sydafrikanske kvinders forventede levetid falde til 43 år i 2005, og sådan kunne man blive ved. SYDAFRIKA HAR ikke et øjeblik at spilde. Epidemien skal bekæmpes, men hidtil har præsident Mbeki og hans folk altså været mere optaget af deres kyniske politiske spil end af at tage opgaven alvorligt. De burde skamme sig. Hvis der nu er nye tider på vej i forhold til den politiske erkendelse af opgaven, er det glædeligt. Men erfaringen viser, at det er klogt at tage forbehold med en mand som præsident Mbeki ved roret. Det er samtidig vigtigt at slå fast, at billig medicin ikke i sig selv er løsningen på den katastrofale hiv/aids-epidemi, der foreløbig har ramt 25 millioner afrikanere. Epidemien er så voldsom og bærer i sig så katastrofale konsekvenser for en række lande, at det er en opgave for hele det internationale samfund. Men at løse den kræver en helt anden tilgang til problemerne end den, den sydafrikanske regering hidtil har anvendt.