Venskabskamp

Lyt til artiklen

POLITIFOLK, der er specialister i terrorbekæmpelse, livvagter til spillerne og et skærmende sikkerhedshegn omkring hele stadion er dramatiske foranstaltninger, der passer meget dårligt til begrebet 'venskabskamp' i fodbold - men ikke desto mindre er det en sådan, de to fodboldlandshold fra Danmark og Israel skal spille i morgen aften i Parken i København. I lyset af de voldsomme og blodige uroligheder i Israel og i de besatte områder på Vestbredden er morgendagens landskamp blevet en begivenhed, der omdanner det danske fodboldlandsholds hjemmebane til en fæstning. Frygten for terroragtige handlinger som en følge af de omfattende demonstrationer og protester, rigspolitiets beredskabsafdeling venter, medfører sikkerhedsforanstaltninger, der må siges at være uværdige for en fodboldkamp. Derfor er det også naturligt at spørge, om en sådan kamp overhovedet skal gennemføres. Om ikke betingelserne og rammerne kan blive så problematiske og farlige, at det i bund og grund er uforsvarligt at stå fast på beslutningen om at spille. Ikke mindst med tanke på, at den slags demonstrationer, der kalder på et større politiopbud, har det med at tiltrække grupper, der ikke går af vejen for endog meget voldelige sammenstød. I DANSK Boldspil-Union er man ikke i tvivl om svaret: Kampen skal gennemføres. DBU har en fast - kalder unionen det selv - apolitisk holdning, der gør det muligt for det danske landshold at spille mod en række nationer, hvis politik, kultur og religion ikke kan accepteres af alle danskere. Kampen vil altså blive spillet. Det danske landsholds anfører Jan Heintze sagde i går, at konflikten mellem Israel og palæstinenserne berører spillerne som mennesker, men at de som fodboldspillere er sat til at løse en sportslig opgave, og at de derfor ikke vil tage stilling til den langvarige politiske konflikt, som »ingen i denne verden gennem tiderne har været i stand til at løse«. Han ser i øvrigt frem til, at DBU i nær fremtid vil offentliggøre en aftale med en humanitær organisation. Men hvorfor vente? Vi foreslår, at DBU allerede i morgen forstærker landskampens svage venskabsdimension ved at skænke overskuddet til konfliktens ofre gennem Røde Kors - eller til Politikens indsamling til ofrene i Ramallah.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her