SYNAGOGER I BRAND, nazistisk graffiti på mosaiske kirkegårde og skudattentater på jødiske butiksindehavere. Det er ikke Europa i 1930'erne, men Europa i dag. Overfald, chikane og trusler mod alt hvad der forbindes med jødisk religion og kultur er desværre daglig kost for en del europæiske jøder, hver gang konflikten i Mellemøsten koger over. Som påskens begivenheder i Frankrig viste, så er der en direkte kobling mellem den aktuelle situation i Mellemøsten og angreb på jødisk ejendom. Vender vi blikket en smule mod Øst, ser man, at populistiske politikere i Ungarn og Rumænien rask væk taler om »særlige jødiske egenskaber«, hvilket ikke er positivt ment, og i Rusland har den verdensberømte forfatter Aleksander Solsjenitsyn for nylig udgivet et mammutværk, som forklarer, hvorfor jøder aldrig kan blive rigtigt integreret i det russiske 'folkelegeme'. DER ER IKKE umiddelbart grund til panik, hvis man for sit indre øje ser krematorier og dødslejre. Men problemet, som en yngre dansk-jødisk kvinde forklarede i lørdagens debatsektion, består i, at det bliver sværere at være jøde, fordi man af omgivelserne konstant bliver taget til indtægt for alt, hvad staten Israel (læs: den israelske hær) foretager sig. Den kobling indebærer en kritikløs sammenblanding af jødedom og et jødisk kulturelt tilhørsforhold med zionisme. Uanset, at mange jøder rundt om i Europa måtte sympatisere med Israel som en idé om sikkerhed mod mange århundreders forfølgelse, er det ikke ensbetydende med, at de støtter Ariel Sharons kurs over for palæstinenserne. Der er i øvrigt talrige eksempler på, at den skarpeste kritik af Israels politik over for palæstinenserne netop er kommet fra jødiske kredse. Som udgangspunkt må det derfor slås fast, at konflikten ikke står mellem jøder og muslimer generelt, men mellem israelere og palæstinensere.