UKRAINE ER et stort europæisk land, selv om vi har svært ved at vænne os til det. Man kan også roligt sige, at vi ikke har været forvænt med gode nyheder derfra, siden det opstod som den næststørste efterfølgerstat, da Sovjetunionen blev opløst. Landets grænser er ikke særlig logiske og et stort russisk mindretal gør relationen til Moskva ekstra prekær. Samtidig er de økonomiske reformer gennemført med endnu mindre konsekvens og logik end i Rusland. Faktisk har kun to problemer - landets andel af det sovjetiske atomarsenal og det havarerede atomkraftværk i Tjernobyl - for alvor kunnet fastholde omverdenens interesse. Det første har amerikanerne fået afviklet, det andet bakser EU fortsat med. Præsident Leonid Kutjma blev genvalgt i 1999, fordi alternativet var kommunisterne. Lige siden har hans regime udviklet sig stadig mere autoritært og korrupt, kulminerende med skandalen om et journalistmord i november 2000. Men trods store og vedholdende demonstrationer red Kutjma dengang stormen af. DET ER i det lys en rigtig god nyhed, at præsidentens støtteparti tabte parlamentsvalget forleden, samtidig med at kommunisterne blev forvist til en stærkt svækket tredjeplads. Vinderne blev den liberale, tidligere centralbankdirektør Viktor Jusjtjenko, der er alt andet end populist, og et par andre midtsøgende reformpartier. Da parlamentsvalget ikke er afsluttet, er magtforholdene uafklarede. Men det er stærkt opmuntrende, at vælgerne har gennemskuet Kutjma, og det er usandsynligt, at han vil være i stand til at holde sine kritikere stangen den nuværende periode ud. Forhåbentlig får de liberale, midtsøgende reformatorer chancen, men det ville desværre være naivt at tro, at de kan levere hurtige resultater i et land, hvor mange af de grundlæggende forudsætninger for at få et moderne demokrati og samfund til at fungere endnu langtfra er til stede.