DANSKE BØRN og unge lærer for lidt, ved for lidt og kan for lidt. Undersøgelse på undersøgelse har dokumenteret, at vi ligger lavt i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Og det gælder fra folkeskolen og op i ungdomsuddannelserne. Vi trøster os ofte med, at danske børn og unge til gengæld har det godt og trives med sig selv og hinanden. Men det er en besynderlig trøst, der samtidig cementerer en underliggende forestilling om, at der er tale om et alternativ, altså: at lære noget er det samme som at blive mere ulykkelig, dårligere fungerende, end man var, før tiøren faldt. Enhver, der nogensinde er blevet klogere på noget, ved, at det er vrøvl. Intet er mere livsbekræftende end en ahaoplevelse. Det er utvivlsomt bevidstheden om, at der skal læres mere, der forleden fik en ny minister til at juble i anledning af et forslag om at indføre læreplaner og indlæring i vores børnehaver. Skal vi blive klogere, gælder det om at sætte ind fra første færd, så at sige. DET ER imidlertid en misforståelse. Selv om man kan lære meget af at lege, ikke mindst socialt, så er indlæring af faglig viden og færdigheder nu engang noget andet end leg. Det ville være synd for børnene og i øvrigt helt urealistisk i forhold til den måde, børnehaverne er indrettet og bemandet på, at opstille indlærings- eller boglige mål her. Det samme gælder i øvrigt for fritidsordningerne. Vejen til det faglige løft, som vores børne- og ungdomsuddannelser så åbenbart har brug for, er tværtimod at skelne skarpere mellem leg og indlæring. At respektere, at børn har brug for både frihed til selv at bestemme og situationer, hvor de skal være koncentrerede og opmærksomme for at lære noget nyt. Det samme gælder i øvrigt på voksensiden; at være lærer og at være pædagog er nu engang to forskellige ting - begge grupper har vigtige opgaver, men de er forskellige. Derfor: Hold fast i den frie leg i børnehaverne. Det er i skolen, der skal læres mere.