REGERINGENS forslag om at tage kontanthjælpen fra folk, der har været i udlandet mere end et år, bliver nu kritiseret af EU. Ideen strider mod EU's målsætning om at gøre det lettere at arbejde og studere i andre europæiske lande, siger EU-kommissionen. Og understreger, at »mange unge nu vil tænke sig om to gange, før de rejser ud«. Deri har kommissionen en pointe. Men det er i virkeligheden slet ikke EU, der har det største problem med det forslag. Det har vi selv. For hvis der er noget, Danmark ikke har brug for, så er det, at de unge tænker sig om »to gange, før de rejser ud«. Danmark er i forvejen det land i Norden, der sender færrest studerende til udlandet. Mens 40.000 nordmænd og svenskere var ude i studieåret 1999/2000, var det færre end 4.000 danske unge, der studerede i udlandet. Danskeres manglende lyst til at rejse ud i Europa for at søge viden, indsigt og erfaringer er et problem, vi burde gøre noget ved. I stedet har regeringen sat sig for at gøre problemet større. MEN HVORFOR egentlig? Hvorfor begrænse danskeres lyst til at rejse til udlandet? Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen leverede selv svaret i fredagens avis: »Vi vil ikke diskriminere (...) Derfor har vi valgt at leve med nogle restriktioner (færre unge i udlandet, red.), fordi selve hovedopgaven er meget vigtig for os, nemlig at begrænse tilflytningen af flygtninge og indvandrere til Danmark«. Summa summarum: Regeringen erkender, at det er et problem, at danske unges lyst til at tage til udlandet svækkes, men den pris betaler man gerne for at få begrænset indvandringen. I forsøget på at holde de 'forkerte fremmede' væk fra den danske grænse - hvilket i sig selv er et usympatisk og forfejlet udgangspunkt - er det altså helt i orden at begrænse danskeres lyst til at overskride den selvsamme grænse. DET ER ikke første gang, regeringen har accepteret uheldige følgevirkninger for at kunne begrænse antallet af flygtninge og indvandrere. I forslaget om at stramme op i reglerne for familiesammenføringer viste der sig også en utilsigtet konsekvens: at danskeren, der vil gifte sig med en englænder eller en afrikaner, også kommer i klemme. Læren af regeringens foreløbige forsøg på at begrænse indvandringen er altså, at det har en høj pris at holde bestemte grupper ude. Og at regeringen er villig til at betale den.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
