DER ER OVERHOVEDET ingen grund til at lykønske Zimbabwe med resultatet af det præsidentvalg, som den 78-årige Robert Mugabe erklærede sig som vinder af i denne uge. Midlet var en blanding af svindel, overgreb mod politiske modstandere, vold, tilsidesættelse af demokratiske spilleregler og et usmageligt forsøg på at gøre landets hvide befolkning til syndebuk for alle de fortrædeligheder, præsident Mugabe har så stor en lod i. Uden at forklejne det hvide mindretals historiske ansvar har den magtfikserede præsident ufortrødent fulgt en kurs mod afgrunden, som har ført til massearbejdsløshed, inflation på 120 procent og fødevaremangel flere steder i landet. Blandt de få, som har fået noget ud af Mugabe-styret, er de soldater, som udgør hans magtbase, og de generaler, som sammen med 10.000 soldater har fået adgang til plyndringstogter ind i det ressourcerige Congo. FØRST FOR nylig indførte et tøvende Europa sanktioner imod Mugabe, men det var alt for sent til at have nogen effekt. Tværtimod gjorde man det lettere for ham at fremstille Europa som fornærmede ekskolonimagter, der straffer ulydige afrikanske stater. Oveni afskar man sig fra at sende valgobservatører til landet. Man gjorde det rigtige på det forkerte tidspunkt. Lige så nedslående er det, at Mugabe i første omgang har fået støtte fra et Sydafrika, hvor præsident Mbeki så åbenbart har svigtet arven efter Nelson Mandela ved - sammen med andre afrikanske ledere - at støtte en mand som Robert Mugabe og hans racistisk-nationalistiske kurs. Mbeki må hurtigt ændre sin linje, så Sydafrika kan indtage den positive rolle, landet burde spille som en regional stormagt. Også resten af verden må sige fra over for Robert Mugabe og hans styre. Men den må ikke svigte sin moralske pligt til samtidig at hjælpe Zimbabwes mange sultende og syge i et land, hvor op mod en fjerdedel (!) af befolkningen er smittet med hiv eller er aids-syge. De må ikke tages som gidsler i den uundgåelige politiske styrkeprøve, der i bedste fald munder ud i Mugabes snarlige fald.