DOBBELTMORAL. Det kan vel ikke kaldes andet, når myndighederne på den ene side jagter skolesamvirket Tvind, fordi det misbruger statsmidler, og på den anden side i strid med loven bruger ikkegodkendte Tvindskoler som opholdssteder for adfærdsvanskelige børn og unge. Skønt det er staten, som har stoppet tilskuddet til Tvind, og kommunerne, der flittigt bruger koncernen til at løse problemet med mangel på pladser til problembørn, ændrer det ikke ved, at børnene svigtes i katastrofal grad, når kommunerne, som beskrevet i gårsdagens avis, ulovligt anbringer børn på Tvindskoler. I samme avis er beskrevet, hvordan en af de muslimske friskoler, Ibn-Sina Friskole i København, har fået frataget sin støtte, fordi skolens undervisning ikke lever op til folkeskolens krav. På den måde illustreres det, at praksis fra by til by og fra skole til skole varierer. PROBLEMET HAR et andet aspekt, som rækker ud over dobbeltmoralen. Det er spørgsmålet om den danske skolefrihed, og hvordan staten skal sikre sig mod misbrug af denne frihed. Der findes næppe et land i verden med et friere skolesystem end det danske. Interessegrupper med de særeste ideer kan frit oprette skoler - og har krav på at få støtte af skatteyderne til driften. Den frihed er under pres. Ikke bare af Tvind, men af de mange indremissionske friskoler, frikirkelige friskoler og skoler med en særlig pædagogisk idé. Den store frihed forudsætter tilsvarende stor ansvarsfølelse, og hvor det ansvar misrøgtes, sætter det myndighederne i et dilemma. Hvordan skal der gribes ind over for misbruget, uden at man sætter friheden over styr? Eneste vej frem er at arbejde målbevidst for at hæve det faglige niveau og opstille mål for, hvad eleverne skal kunne på hvert givet klassetrin. I forhold til friskolerne vil disse mål også indebære en præcisering af, hvad skolerne skal leve op til, og hvor skolerne har frihed til at tilrettelægge undervisningen efter egne ønsker.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
